Team Tvis Holstebro-spiller til BSV

Bjerringbro-Silkeborg har skrevet en treårig kontrakt med højre backen Mads Christiansen.

MadsChristensen_0.jpg

Fra næste sæson og tre år frem skal Mads Christiansen spille for håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg.  Han har det sidste halvtandede år tørnet ud for Team Tvis Holstebro, men ambitioner om internationalt håndbold lokkede ham til ligakonkurrenterne.

- De sportslige ambitioner i Bjerringbro-Silkeborg, føler jeg, er helt på linje med mine. De har en mission om at vinde trofæer hvert år herhjemme i Danmark, og samtidig vil de gerne ud og gøre det godt i Europa og også lave nogle resultater der, fortæller Mads Christiansen.

Rutineret spiller

Mads Christiansen har tidligere spillet for Aab Håndbold, TMS Ringsted og GOG Svendborg. Derudover var han med, da det danske landshold vandt VM sølv i 2011 og EM guld i 2012. Hos Bjerringbro-Silkeborg ser de frem til, at kunne benytte sig af højre backens kvaliteter.

- Vi har ledt efter en spiller, der kan spille i begge ender af banen, hvilket ikke mange venstrehåndspillere kan. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi har fået Mads, der er en dygtig forsvarsspiller og frem for alt en dygtig kontraspiller, siger cheftræner Carsten Albrektsen.