Tankvogn og traktor i sammenstød: Fare for forurening i naturen

En tankvogn forsøgte at overhale en traktor, der samtidig tog et venstresving, hvilket resulterede i et uheld på en landevej syd for Holstebro.

Skjernvej syd for Holstebro lagde torsdag eftermiddag asfalt til et sammenstød mellem to af landevejenes største maskiner – nemlig en tankvogn og en traktor.

- Der kører en traktor i sydlig retning ad Skjernvej, og så kommer der en gylletransport, der laver en overhaling samtidig med, at traktoren begynder at dreje til venstre, siger Henrik Nielsen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Tankvognen ender i grøften, og traktoren får brækket en aksel af, og den kan derfor ikke selv køre derfra.

Traktoren spærrer altså vejen, og derfor kræver den en hurtig indsats, så trafikken igen kan komme til at glide. Men selvom lastbilen ikke ligger i vejen, kræver den også en hurtig reaktion fra brandvæsnet.

quoteLastbilen kører gylle, og den er fyldt og ligger på siden. De er ved at tømme den og det tager to til fire timer endnu.

Ib Stougaard, indsatsleder, Nordvestjyllands Brandvæsen

- Lastbilen kører gylle, og den er fyldt og ligger på siden. De er ved at tømme den, og det tager to til fire timer endnu, siger Ib Stougaard, der er indsatsleder hos Nordvestjyllands Brandvæsen.

Fare for forurening

Både dieselolie, motorolie og den store mængde gylle kan skabe store problemer for naturen, hvis ikke der hurtigt bliver gjort noget for at stoppe et udslip.

Traktoren kom hurtigt væk fra vejen, men lastbilens tank skal tømmes, før den kan fjernes fra grøften.
Traktoren kom hurtigt væk fra vejen, men lastbilens tank skal tømmes, før den kan fjernes fra grøften.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Heldigvis ankom Nordvestjyllands Brandvæsen på Skjernvej i tide.

- Der er ikke sket nogen forurening, for vi har stoppet udløbet af dieselolie med kattegrus, der absorberer olien. Jeg tror ikke, der bliver noget spild, siger Ib Stougaard til TV MIDTVEST.

Traktoren er kørt vej, men der er fortsat afspærret.

Lastvognen skal nemlig tømmes for gylle, før den kan rejses op, og det er en proces, der kan tage noget tid.

- Vi har afspærret, så der kan blive arbejdsro til at tømme tankvognen. Der er ingen personskade, siger Henrik Nielsen.