Tæskede mand med støvsugerrør

Et røveri i misbrugsmiljøet i Holstebro udviklede sig voldsomt. To mænd overfaldt en mand i hans eget hjem og tæskede ham med et støvsugerrør for at få ham til at udlevere penge.

PolitiErme.jpg

Det var på grund af narkogæld en mand i Holstebro fik tæsk af et støvsugerrør.

Han blev opsøgt søndag aften på sin adresse af to bekendte, der mente, at han skyldte dem penge. Da manden ikke havde nogen penge, overfaldt de to mænd i stedet manden med et støvsugerrør og gav ham adskillige slag over hele kroppen.

Da de to overfaldsmænd til sidst indså, at der ikke var nogen penge at komme efter, tog de i stedet mandens fladskærm og forlod lejligheden.

Tidligt mandag morgen var en af gerningsmændene så af sted igen. Denne gang hos en anden bekendt, der efter overfaldsmandens mening også skyldte ham penge. Heller ikke her var der nogen kontanter at komme efter, så manden slog i stedet offeret flere gange i ansigtet med knyttet næve og stjal medicin og metadon fra offeret.

Kort efter blev den 28-årige gerningsmand fra Holstebro anholdt og vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Medgerningsmanden fra det første røveri er stadig på fri fod.