Sygehuset opfyldte mors store ønske

Intensivafdelingen i Holstebro hjalp patient i respirator, så hun kunne sætte studenterhue på sin søn.

Med sygehusets hjælp lykkedes det Karin Gielsgaard at komme til Lemvig, hvor hun gav sin søn Allan studenterhuen på.
Med sygehusets hjælp lykkedes det Karin Gielsgaard at komme til Lemvig, hvor hun gav sin søn Allan studenterhuen på.
Foto: Hospitalsenheden Vest

Det strømmer ind med roser og positive tilbagemeldinger til Regionshospitalet i Holstebro efter, at sygehusets intensivafdeling hjalp en patient med at få et stort ønske opfyldt.

19.000 har indtil videre trykket synes godt om og 1000 har delt det opslag, som Hospitalsenheden Vest har lavet om den rørende episode.

Historien handler om Karin Gielsgaard, der ligger i respirator på sygehusets intensivafdeling. Hendes søn Allan blev student i tirsdags, og personalet sørgede for, at hun blev transporteret til gymnasiet i Lemvig, så hun kunne give ham studenterhuen på.

Transporten foregik i en sygetransport, og der var både en læge og en sygeplejerske med på turen.

 - Det blev en rigtig god oplevelse for Karin. Vi var godt forberedt på situationen og havde medbragt alt nødvendigt udstyr – heriblandt respirator, sug og overvågningsudstyr. Rent praktisk var det nødvendigt at transportere Karin Gielsgaard i kørestol på gymnasiets gange og hen til eksamenslokalet, siger overlæge Jon Lindskov Eriksen fra Anæstesiologisk Afdeling i Holstebro på Facebook.

Og den fortælling går lige i hjertet på Facebook-brugerne.

- Er tom for ord. Er selv anæstesisygeplejerske og ved, hvor presset vi er på landets sygehuse. Denne gestus fra intensiv på Holstebro Sygehus er prisværdig. RESPEKT, skriver Tina Uldall Nielsen.

Og Iben Juul Nielsen skriver, at hun blev rørt.

- Det kunne lade sig gøre, fordi der er mennesker med hjerte og overskud... stor respekt fra mig og sikke fantastisk det må have været for denne familie på en stor dag. Godt gået af alle parter.