Sundhedscenter er fyldt med kunst: Det har en god effekt  

Der er masser af kunst i Center for Sundhed i Holstebro, og det har en rigtig god effekt, viser et forskningsprojekt.

Der skal være lidt mere at kigge på end kedelige kitler og hvide venteværelser, når man er forbi det nye sundhedscenter i Holstebro.

Sammen med Statens Kunstfond har Holstebro kommune nemlig tænkt kunsten ind i den store, nye bygning.

Én af dem, som de for tre år siden pegede på og gav ansvaret for kunsten, er billedkunstneren Pernille With Madsen. Hun har stået for tre værker i det nye sundhedscenter, og det er svært ikke at lægge mærke til dem.

Gulvet er nemlig et af kunstværkerne, og det har ifølge Pernille With Madsen en helt specielt funktion. Cirklerne og mønstrene skal som besøgende være til at overskue, modsat det enormt store rum de er i, som let kan virke uoverskueligt.

- Jeg er helt vildt glad over, sådan som det er blevet. Det har fået den effekt, som jeg håbede, det ville have, siger Pernille With Madsen.

Sådan ser gulvet ud fra første etage. 
Sådan ser gulvet ud fra første etage. 
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Kunsten er dog også til at finde på mere traditionelle steder som væggene, og det giver faktisk rigtig god mening, at man har valgt at prioritere kunsten i et sundhedscenter.

Kunst kan nemlig skabe mere hygge og samvær mellem patienter og personale, viser et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet. Derfor er projektleder Winnie Munk også godt tilfreds med, hvordan det hele spiller sammen.

- Det skal tale til mange mennesker med forskellige dagsordener og udfordringer, og det synes jeg, det gør.

Sundhedscenteret er allerede taget i brug, men det hele bliver først officielt indviet på onsdag.


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien Sundhed.