Stormrådet tilfreds med dom: - Men vi jubler ikke - for nogen har lidt tab

Stormrådet bærer ikke ansvaret for, at Buddy Holly i 2015 blev oversvømmet. Det er rådet tilfreds med, men ikke mere end det.

Billedet taler for sig selv. Jan Nonboes diskotek var meget medtaget efter oversvømmelsen i slutningen af 2015. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Læs også Ingen erstatning til diskoteksejer: Jeg forstår det simpelthen ikke

Stormrådet var én af tre sagsøgte i en erstatningssag, der tirsdag er blevet afsluttet ved Retten i Holstebro. Alle blev frifundet, og det er chefkonsulent Poul Jensen fra Stormrådet tilfreds med.

- Vi går ikke rundt og jubler over at have vundet en retssag. Det er altid godt at få ret, når man synes, man har ret, men det er ikke sådan, at vi går rundt og storskryder og synes, at alle andre end os selv er nogle fjolser, siger han og fortsætter:

Poul Jensen er tilfreds med dagens dom fra Retten i Holstebro. Foto: Stormrådet

- Det er ikke sådan, at vi ikke godt kan se, at der er nogen, der har lidt et tab. Men det er så ikke stormflodsordningen, der skal dække det tab.

Den, der har lidt tab i den her sag, er Jan Nonboe, som er tidligere indehaver af Buddy Holly i Holstebro, som i slutningen af 2015 blev oversvømmet gennem en nødudgang ned til Storåen. 

Men retten fandt altså ikke, at ansvaret ligger hos hverken Stormrådet, udlejeren eller den håndværker, der havde monteret døren. Til stor ærgrelse for Nonboe, der ud over sit i forvejen millionstore tab skal betale sagens omkostninger, der i runde tal løber op i en million.

- Jeg kan ikke se, hvordan det skulle være min skyld. Jeg sidder som lejer, og de skal sørge for, at der ikke kommer vand ind i mit lejemål. Jeg forstår det simpelthen ikke, sagde han i en umiddelbar kommentar til rettens afgørelse tirsdag formiddag.

Udlejer: - En svær situation

En anden, der blev stævnet og frifundet i sagen, er Dansk Ejendomsfond, der som ejer af bygningerne var Jan Nonboes udlejer. Som ejendommens administrator er DEAS Asset Management. Herfra udtaler CEO Benny Buchardt Andersen i et skriftligt svar til TV MIDTVEST:

 - Vi har fuld forståelse for, at det er en svær situation for Jan Nonboe, der også har ventet længe på at få en afklaring. Når det er sagt, så er vi naturligvis tilfredse med, at retten har slået fast, at vi har opfyldt vores forpligtelser, og har vurderet, at det drejede sig om en oversvømmelse af en ekstraordinær karakter, som er svær at gardere sig imod. Det er vigtigt for os, at vi driver vores ejendomme på en sikker og forsvarlig måde, og det er blevet slået fast i dag.

TV MIDTVEST har også forsøgt at få en kommentar fra den frifundne håndværker, men han ønsker ikke at kommentere dommen.

02:17 Luk video