Store byttedag: Der er vanvittigt travlt ved kasserne

Danskerne bytter julegaver for 350 millioner. I dag gik det løs.

2:26
Der bliver byttet for 350 millioner kroner i Danmark, og HerningCentret var godt besøgt i dag.
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Første hverdag efter jul er lig med store byttedag. Og det er lig med stor travlhed i butikkerne. 

- Der er butikker, der har nogle af de allerstørste omsætningsdage - også selv om de bytter varer. Så der er vanvittigt travlt ved kasserne rundt omkring, lød det onsdag eftermiddag fra centerchef Kim Lauritsen fra HerningCentret.

De 80 butikker i centret forventede i løbet af dagen at få besøg af 21.000 kunder, og på landsplan regner Dansk Erhverv med, at der denne jul bliver byttet gaver for over 350 millioner kroner. 

Og da der samtidig er købt julegaver for 11 milliarder kroner, svarer det til, at mere end tre procent af alle gaver bliver byttet - en tendens som indehaveren af undertøjsforretningen Wunderwear by Butik Sanne, Britta Goul, kan skrive under på.

- Langt de fleste kan faktisk gode lide den gave, de har fået. Det er som regel størrelsen, den er gal med. Det kan være at trusserne er lidt for små eller bh´en lidt for stor, fortæller hun.