Virksomhed laver grisehytter om til feriehytter - med stor succes

Da salget af hytter til grise gik lidt i stå, så fik PC Maskiner en noget anderledes idé.

Teamet ved PC Maskiner. Camilla og Preben Christensen står på hver sin side af de moderne feriehytter.
Teamet ved PC Maskiner. Camilla og Preben Christensen står på hver sin side af de moderne feriehytter.
Foto: Maria Strange, TV MIDTVEST

Hvis grise kan sove i en lille rund hytte, så kan vi mennesker vel også. Det har virksomheden PC Maskiner i Mogenstrup syd for Skive i hvert fald bevist.

Virksomheden startede ellers som en typisk smede- og maskinvirksomhed, hvor indehaveren startede med landbrugsmaskiner og forefaldende arbejde, hvilket endte med mere end 100 forskellige produkter, herunder rundbuehytten til frilandsgrise.

Men på et tidspunkt var der nedgang hos svinebønderne, så salget af rundbuehytterne svandt ind,  og så måtte der tænkes kreativt. Det var indehaver Preben Christensens kone, der fik den gode idé: Kan man bruge dem til ferie, natur og camping?

- Jeg syntes jo, de kunne noget mere, fortæller Camilla Christensen.

Sælger til Norge

Camilla Christensens idé blev serveret for en arkitekt,  men hendes mand var stadig ikke solgt. Han troede ganske enkelt ikke på ideen.

- Jeg tænkte, at det var godt nok lidt en tosset idé, fortæller Preben Christensen.

Men det viste sig, at idéen ikke var så tosset alligevel. Det første år solgte virksomheden 50 feriehytter, som fik navnet Pig Me. Og hytterne er ikke kun blevet solgt til Danmark.

- Det er min bedre halvdels fortjeneste, for det er hende, der er kommet med idéerne til, hvordan vi skulle videreudvikle på dem, hvordan vi skulle få dem afsat, og det er også hendes fortjeneste, at vi lige pludselig lander en ordre til en stor hotelkæde oppe i Norge, forklarer Preben Christensen.

- Vi går vores egne veje

Selvom hytterne til mennesker ligner de velkendte grisehytter, så er der dog lidt forskel. Menneskehytterne har en lidt mere lækker finish, har døre og vinduer, og så er gulvene hævet fra jorden. 

I maskinhallen hos PC Maskiner er der nu en hel afdeling med feriehytter, og de andre landbrugsmaskiner har plads i en hal for sig selv.

 Vokseværket har gjort at Preben Christensen må bruge meget mere tid ved telefon og skrivebord. Men han vil allerhelst skrue og have olie på fingrene. Camilla Christensen klarer bogholderi, og hvem ved, hvornår hun får den næste ide.

- Vi går vores egne veje og laver tingene fra bunden. Det skal være kvalitet, og vi skal lytte til forandringer, slår Preben Christensen fast.