Stor aktion mod Einherjer

Midt- og Vestjyllands Politi og Told og Skat gennemførte stor razzia mod rockergruppen Einherjer i Holstebro.

Politi_anholder.jpg

Den store politiaktion blev etableret i kølvandet på et retsmøde i fredags. 25 rockere var mødt op for at sympatisere med to rockere fra gruppen Einherjer, der begge er tiltalt for vold med en kroketkølle.

De fleste af de 25 rockere fortsatte til en forsinket julefrokost, og det var her politiet og Told og Skat slog til, det fortæller vicepolitikommissær Lilian Jensen.

I klubhuset på Niels P. Thomsens Vej blev der fundet 19,2 gram amfetamin, 17,7 gram kokain, noget hash og en peberspray. Derudover blev der konfiskeret en masse øl, sodavand, spiritus og alkopops. Rockergruppen kan nu se frem til en stor bøde for at sælge spiritus uden en bevilling.

En efterlyst rocker fra Aalborg blev genkendt og anholdt. I rockerklubhuset befandt sig også tre piger under 18 år, de blev overgivet til de sociale myndigheder.

Der var rockere fra AK81, Hells Angels, Einhejrer og Hells Angels Hangarounds. De kom fra Holstebro, Nibe og Aalborg.Der falder dom i kroketkølle-sagen på fredag.