Stop madspild: I denne uge skal familien Flye Thomsen smide så lidt ud som muligt

Familien Flye Thomsen fra Sevel er nok som de fleste danskere, når det kommer til at smide mad ud. Men i denne uge skal de prøve at være bedre end gennemsnittet til at undgå madspild.

3:00
Familien Flye Thomsen er med på at forsøge at smide mindst mulig mad ud i en uge.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

- Vi er nok ret gennemsnitlige, lyder det i kor fra forældreparret.

Men familien Flye Thomsen fra Sevel i Holstebro Kommune var friske på at tage udfordringen op, da TV MIDTVEST bad dem prøve at gøre det bedre end gennemsnittet i en uge, når det gælder madspild.

- Vi vil gerne prøve at se, hvor lidt vi kan smide ud, siger Susanne Flye Thomsen, der til daglig er optiker.

Og de ved godt, hvor skoen trykker, når det gælder madvarer, der ofte ender i skraldespanden frem for i mavesækken.

- Sådan noget som gulerødder og faktisk også pålægschokolade ligger længe, fordi vi køber noget nyt inden der er spist op, så det bliver for gammelt, siger landmand Jonas Flye Thomsen.

Ved aftenens måltid var der ris i overskud, som røg i skraldespanden. Fremover skal det formentligt indgå i en ny ret, hvis familien vil opnå målet om et kilo madaffald om ugen.
Ved aftenens måltid var der ris i overskud, som røg i skraldespanden. Fremover skal det formentligt indgå i en ny ret, hvis familien vil opnå målet om et kilo madaffald om ugen.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Også i fryseren ender tingene somme tider med at blive for gamle. En eller to gange om året fylder de en bærepose og smider den direkte i affaldsspanden.

Skal det ændre sig, så kræver det motivation, forklarer en ekspert.

- Vi har svært ved at ændre vaner, og det, der motiverer mest, er, hvis det er sjovt, siger Birte Brorson, der er rådgiver i Bæredygtig Køkkendrift.

Derfor har vi altså lavet det til en lille konkurrence, at familien skal forbedre deres vaner i forhold til at smide mad ud. De skal holde sig på under et kilo madaffald om ugen.

- Det kan vi godt, lyder det i kor fra familien.

Se, hvordan familien klarer sig i løbet af ugen, hvor vi fortsætter med fokus på madspild.