Støjsvagt fyrværkeri vinder frem på markedet

Det mindre støjende fyrværkeri er et godt alternativ især til de dyr og børn, som ikke kan lide lyden af nytårskrudtet.

2:29
Formand for fyrværkeribrancheforeningen Morten Sørensen fortæller, at den eneste forskel på det støjsvage fyrværkeri og almindeligt fyrværkeri er braget.
Foto: Kathrine Sejersbøl Tobiasen, TV MIDTVEST

Nytårsfyrværkeri rimer oftest på fest, farver og et ordenligt brag.

Men en forholdsvis ny variant uden ret meget støj vinder nu frem. Det skal gøre det nemmere og mere behageligt at holde nytår for både børn og dyr, der er bange for krudtet.

Spørger man en fyrværker, er det en god mulighed, hvis der er nogle, som ikke kan lide de høje lyde.

- Det er et rigtig godt alternativ til almindeligt fyrværkeri i forbindelse med dyr og børn, som ikke kan lide lyden af fyrværkeri, og så har man stadig noget flot at se på, fortæller Martin Holst Mose, der er fyrværker og indehaver af Midtjysk Festfyrværkeri i Holstebro.

Martin Holst Mose forklarer, at der er lyd i opskuddet både på det almindelige og det støjsvage, men at det er i udslaget på himlen, forskellen er. 

Martin Holst Mose er medindehaver af Midtjysk Festfyrværkeri i Holstebro og Finderup.
Martin Holst Mose er medindehaver af Midtjysk Festfyrværkeri i Holstebro og Finderup.
Foto: Kathrine Sejersbøl Tobiasen, TV MIDTVEST

Forventer et øget salg

Formanden for fyrværkeribrancheforeningen, Morten Sørensen, fortæller, at det støjsvage fyrværkeri endnu ikke er en stor del af markedet, men at man forventer et øget salg.

- Salget er startet stille og roligt. Vi har kørt et par år, men i år mærker vi, at der sker en stigning ude i markedet, og at der er en efterspørgsel efter det, fortæller han.

Som det ser ud lige nu, kommer de støjsvage batterier ikke til at erstatte det fyrværkeri, vi kender, og det hænger særligt sammen med lyden.

- Der er rigtig mange, der gerne vil have knaldet, og det er en tradition i Danmark, at når man ser fyrværkeri, så kommer der også nogle brag, siger Morten Sørensen. 

Men han tilføjer, at man får en lige så stor oplevelse ud af det lydsvage fyrværkeri, som man gør af det almindelige.

Stadig et ukendt produkt

Når kunderne er på besøg i fyrværkeributikken hos Martin Holst Mose i Holstebro, så er det ikke alle, der kender til produktet.

- Der er ikke så mange, der kender det endnu, men jeg tænker, at det bliver mere og mere udbredt. Og folk synes det er interessant og et spændende produkt, når vi fortæller om det. Så jeg tror helt sikkert, at det har en fremtid, siger han.

Prismæssigt, er der ikke stor forskel på det almindelige og støjsvage fyrværkeri. 

Lige nu fylder støjsvagt fyrværkeri kun 1-2 procent af markedet.