Stjal indkøbspose og gik amok på politiet

Det startede med et simpelt tyveri, men endte med fire sigtelser og en varetægtsfængsling.

HolstebroPolitiExt.jpg

En 49-årig mand fra Holstebro stjal tirsdag morgen en indkøbspose med madvarer på Enghavens parkeringsplads i Holstebro. Men derfra ekskalerede antallet af mandens lovovertrædelser hurtigt.

- Da vi kom frem, nægtede han at oplyse sit navn, han modsatte sig anholdelsen og spyttede på en betjent, forklarer Mogens Poort, der er politikomissær ved lokalpolitiet i Holstebro.

Manden, der er tidligere kendt af politiet for lignende sager, står nu over for fire sigtelser.

- Han sigtet for at stjæle indkøbsposen med madvarer, for ikke at ville oplyse sit navn, for aktivt at modsætte sig anholdelsen, og sidst er han sigtet for vold mod tjenestemand, lyder det fra politikomissæren.

Tirsdag blev den 49-årig fremstillet i grundlovsforhør, og han er nu varetægtsfængslet i fire uger, mens politiet arbejder videre med sagsmaterialet.

Holdt tilbage af vidner

Det var tre kvikke vidner, der blev opmærksom på tyveriet og holdt den 49-årige tilbage, indtil politiet nåede frem.

Men det var gerningsmanden langt fra tilfreds med. Han nægtede sig ifølge Mogens Poort skyldig, og var stadig voldsomt oprevet, da han senere tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør.

- Han var lettere utilregnelig og agressiv under retsmødet og måtte efterfølgende sendes tilbage i arresten på politigården, før han var klar til at komme til et egnet arresthus, slutter politikomissæren.