Sort arbejde koster Scan Plast-ansatte dyrt

Tidligere Scan-Plast-medarbejdere har fået bøder på op mod 100.000 kroner for at have arbejdet sort for den svindeldømte direktør, Frank Svalgaard.

20032015ScanPlast_0.jpg

Den vestjyske direktør Frank Svalgaard skal ikke alene selv af med en millionbøde for snyd med skat og moms. Flere af hans tidligere medarbejdere har også fået bøder, fordi de lod sig presse til tage imod sorte lønninger. Det skriver Fagbladet 3F.

Systematisk sort arbejde

I alt 15 ansatte er kommet i problemer, fordi politiet ved ransagningen af Frank Svalgaards firma, Scan-Plast i Mejrup ved Holstebro, fandt et udførligt regnskab, der vidner om systematisk udbetaling af løn udenom Skat.

- Det er meget sjældent, vi støder på sådan et bevismateriale, siger specialanklager Ulrik Panduro fra Midt- og Vestjyllands Politi til fagbladet.

Med regnskabet har politiet kunnet dømme både direktøren og de ansatte for brug og udførelse af sort arbejde.

Og selvom specialanklageren anerkender, at det kan være svært for medarbejdere at modsige sig en chef, der vil udbetale løn sort, fordi medarbejderen frygter at miste sit job, ja så gælder loven altså stadigvæk. 

- Sagen her viser, at man selvfølgelig skal sige nej til ulovligheder, siger Ulrik Panduro.

Bøder op til 100.000 kroner

I alt har 15 ansatte fået udbetalt sort løn. Det skete blandt andet ved at låne firmaets benzinkort til påfyldning på private biler.

Den største bøde til en af de ansatte er på 100.000 kroner, mens flere af de ansatte har snydt for mindre beløb, så de slipper med en advarsel eller henstilling.

Ud over bøderne, skal de ansatte også betale den skat, staten er blevet snydt for.