Slutrundedebut får Bramming til at satse på udlandet

TTH Holstebro-fløjen Magnus Bramming vil bruge EM-slutrunden som udstillingsvindue for udenlandske klubber.

Magnus Bramming i aktion for landsholdet i juni i kampen mod Færøerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Magnus Bramming er i øjeblikket med det danske herrelandshold i håndbold, der lørdag tager hul på EM-slutrunden.

Her kan venstrefløjen få sin slutrundedebut, hvis det bliver til spilletid mod Island i åbningskampen, og det er der meget, der tyder på, da kollegaen på venstrefløjen, Magnus Landin, døjer med en skade i storetåen.

Læs også TTH stopper samarbejdet med tidligere landsholdsspiller

Den forestående slutrundedebut har fået 29-årige Bramming til at gøre sig nogle overvejelser om sin fremtid og et eventuelt skifte væk fra TTH Holstebro, hvor han er i gang med sin ottende sæson for klubben.

- Jeg kan godt mærke, at når jeg er her med landsholdet, så skal den lige have et nyk op. Der er ikke mange fra den danske liga med på landsholdet.

- Det har åbnet øjnene lidt op for mig, at hvis man virkelig vil noget, så skal man ud i det store udland.

- Nu får jeg chancen her, og så ved jeg godt, at det næste skridt måske er at tage til udlandet og vise mig frem i de allerstørste ligaer mod de allerstørste hold og vise, at jeg også har niveau til at være med der.

- Det er også en måde for mig at sige, at jeg gerne vil det her landshold. Godt nok er jeg 29 år, men jeg føler aldrig, at jeg har været bedre i min karriere, siger Bramming.

Venter på det rigtige tilbud

Han vil dog heller ikke tage til udlandet bare for at gøre det. Den rigtige mulighed skal være der, siger han.

Han har før haft forskellige tilbud fra mindre hold i Tyskland, men udsigten til lange busture og mindre spilletid var ikke tillokkende.

- Så er det lidt sjovere at spille i Holstebro, fordi jeg synes, det er sjovt at spille håndbold og spille kampene, og der får jeg fuld spilletid, siger han.

Siden efteråret har han fra tid til anden forhandlet med den tyske bundesligaklub SC DHfk Leipzig, men i øjeblikket står det lidt i stampe.

Han håber, at EM-slutrunden kan få flere af de lidt større udenlandske klubber til at kigge i hans retning.

02:06

SE OGSÅ: Indslag fra 21. december - Magnus Bramming og Nikolaj Øris er udtaget til EM.

Luk video

- Jeg håber da, at EM bliver et udstillingsvindue for mig. Hvis jeg kan vise mig frem på den største scene, så får flere klubber nok også øjnene op for mig.

- Jeg ved, der kommer til at sidde mange klubtrænere og holde øje, og også nogle der ikke lige får kigget op til Holstebro i dagligdagen.

- Det er et rigtig godt udstillingsvindue, og derfor vil jeg helt sikkert også gribe chancen, når den byder sig. Så vil jeg kæmpe, med alt hvad jeg har, siger Bramming.

EM-kampen mellem Island og Danmark fløjtes i gang lørdag klokken 18.15.
    
/ritzau/