Skifter fodboldstøvlerne ud med kranier: Elever i 4. klasse går til videnskab efter skoletid

I Holstebro er det blevet muligt at gå til videnskab på samme måde som man kan gå til fodbold, håndbold eller svømning - og det er både populært og vigtigt for samfundet.

Nogle går til ridning, andre til fodbold, men i Holstebro kan 4. klasses elever nu også gå til videnskab i deres fritid. 

Det kan de igennem et gratis tilbud fra Videnskabsklubben, der gør børnene klogere på emnet primatologi, og der er så meget rift om pladserne, at der er nu er venteliste. 

Der er videnskabsklubber i 24 danske byer, og omkring 1000 børn og unge er med i klubben. En af dem er 10-årige Esben Tranbjerg Jensen, der går på Mejrup Skole. 

- Videnskab er rigtig sjovt. Jeg vidste ikke så meget om primater i forvejen, men kan tage hjem i dag med mere viden, og så har det også været sjovt at lave forskellige forsøg. 

quoteDet de får med, det er evnen til at kunne tænke kritisk over de fakta, de får serveret og derudover også evnen til, at kunne opstille hypoteser.

Rikke Schmidt Kjærgaard, adm. direktør, Videnskabsklubben

Temaet for de små videnskabshungrende deltagere er primater, og denne dag handler undervisningen om forskelige abetyper og Darwins evolutionsteori. 

Som Esben Tranbjerg Jensen også fremhæver er øvelser og forsøg en stor del af Videnskabsklubben. Blandt andet skal børnene prøve at skrælle en banan uden at bruge deres tommelfingre. 

Ud over en masse viden om aber, så er målet også at sende eleverne hjem med en evne til at forholde sig kritisk til information. 

- Det de får med, det er evnen til at kunne tænke kritisk over de fakta, de får serveret og derudover også evnen til at kunne opstille hypoteser. Altså at sige "hvordan er det egentlig, verden ser ud, hvis vi kigger på det fra det her synspunkt" og så derfra at kunne reflektere over det, de finder ud af, fortæller Rikke Schmidt Kjærgaard, der er administrerende direktør i Videnskabsklubben.

Fodboldboldspiller eller STEM-fag 

Selv om der er langt fra 4. klasse til en videregående uddannelse, så er det vigtigt, at man allerede tidligt planter interessen.

For drømmen om at blive professionel fodboldspiller er måske lidt mere hyppig end den om at blive biokemiker eller ingeniør i den alder. 

De seneste års studieoptag har vist, at vi mangler unge, der interesserer sig for de såkaldte STEM-fag, der dækker over naturfag, kemi, fysik, biologi, matematik, teknologi og informationsteknologi.

- Vi skal bruge flere, der interesserer sig for STEM-fagene for at kunne løse de udfordringer, vi står overfor som samfund i dag, og Videnskabsklubbens formål er at skabe den interesse, der skal til blandt børn og unge, fortæller Rikke Schmidt Kjærgaard.

De deltagende fik også mulighed for at studere kranier fra forskellige primater.
De deltagende fik også mulighed for at studere kranier fra forskellige primater.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Det store spørgsmål er så, om en dag med læring om primater kan gøre det. 

Måske. 

Men drømmene er flere, når man spørger 10-årige Esben Tranbjerg Jensen om, hvad han drømmer om at blive, når han bliver voksen. 

- Det må være arkitekt og bygningskonstruktør, jeg har set folk, der bygger noget og det ser ret sjovt ud. Men måske også klimaforsker, for jeg går også en lille smule op i klimaet, og jeg vil gerne være med til at redde verden.