Sjældent syn: Fandt lyserød snog i haven

En fejl fra naturens side, siger naturvejleder om den lille snogeunge.

0:10
Foto: Dorthe Davidsen

Der mødte Dorthe Davidsen fra Vinderup et usædvanligt syn, da hun onsdag gik forbi en flisbunke i sin have. 

Ovenpå bunken lå der en lille lyserød snog.

- Jeg er vild med snoge og slanger, så det var da spændende at se sådan en størrelse, siger hun.

Og at den lille snogeunge er meget usædvanlig, bekræfter naturvejleder Jan Kjærgaard fra Naturstyrelsen Søhøjlandet.

- Jeg har aldrig set det før, siger naturvejlederen og kalder snogen en fejl fra naturens side.

- Den hører under kuriositeter og mærkværdigheder. Af en eller grund har den mistet evnen til at danne det mørke farvestof. Når den er lyserød, skyldes det, at blodet skinner igennem. 

Jan Kjærgaard siger, at man ikke kan kalde snogen for en albino. Den har nemlig de gule pletter i nakken, der er et af kendetegnene for snoge.

- Albinoer mangler totalt farvestof. Den her mangler bare alt det farvestof, der farver kroppen mørkegrå.

Naturvejlederen forklarer, at snogen er udklækket for ganske nylig, og at den sandsynligvis har en masse helt almindelige mørkgrå søskende.

Dorthe Davidsen opbevarer nu den lille snog i et terrarie, mens Jan Kjærgaard arbejder på at finde ud af, hvad der skal ske med den. Den har nemlig ingen chance for at overleve i naturen. 

- For det første er den alt for synlig og vil hurtigt blive set af fjender. For det andet skal krybdyr solbade for at kunne fordøje føden, og man kan ikke opsuge ret meget varme, når man er helt hvid eller lyserød. Og muligvis har den også et meget dårligt syn, så det er tvivlsomt, om den overhovedet vil kunne fange bytte, siger Jan Kjærgaard.

 

3:12
En lyserød snog er blevet fundet i Vinderup.
 
 
Foto: Dorthe Davidsen