SF peger på Stråsø Plantage som ny naturnationalpark

Regeringen og SF gik til valg på at få etableret 15 naturnationalparker i Danmark. SF mener, at en af dem skal være Stråsø Plantage.

De fire politikere fra SF var Signe Munk, Rasmus Nordqvist, Karsten Filsø og Kirsten Kronborg. Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Fire SF-politikere var mandag på besøg i Stråsø Plantage, og fra byrådspolitikeren Karsten Filsø var meldingen klar: 1500 hektar i Stråsø skal udpeges til naturnationalpark, hvor naturen får lov at passe sig selv.

- Så bliver der et hotspot her i Stråsø, hvor vi også bidrager med den artsrigdom, som der er her i forvejen, siger Karsten Filsø, der er formand for Natur, Miljø og Klima for SF i Holstebro Kommune.

SF mener nemlig, at der skal fart på med at udpege naturnationalparker.

Læs også 3,6 millioner kroner skal gå til at få flere ud i naturen ved Tvis Mølle

- Naturen er presset i Danmark

SF og Socialdemokratiet gik sammen til valg på, at der skulle udpeges 15 naturnationalparker. Nu ser SF en oplagt kandidat i Stråsø Plantage.

- Det er et rigtig gammelt område, der er formet af istiden, og samtidig er det også et område, hvor der er rigtig mange truede arter, som vi skal passe på, fortæller Rasmus Nordquist, der er naturordfører for SF.

Siden valget sidste år er der blevet udpeget to naturnationalparker.

- Det går for langsomt. Naturen er så presset i Danmark, og vi har behov for at skabe plads, siger Rasmus Nordquist.

Læs også Naturen sættes fri i nye naturnationalparker

Men ifølge miljøministeren er Regeringen godt på vej.

- Vi står fuldstændig på mål for de ambitioner vi lagde frem inden valget. Nemlig at vi skal have flere naturnatinoalparker, og mere sammenhængende natur, så vi synes vi synes at vi er rigtig godt begyndt, men selvfølgelig skal vi videre, siger Lea Wermelin, der er miljøminister for Socialdemokratiet.

Stråsø Plantage er en ud af seks områder, som SF peger på som naturnationalpark. Det vil blive afgjort ved efterårets finanslovsforhandlinger, om Stråsø bliver det.

02:21

Der skal fart på, hvis regeringen skal nå at få etableret 15 naturnationalparker inden for valgperioden, men SF har et bud på, hvor en af dem kan være.

Luk video