Sexsygdom topper blandt de helt unge i Holstebro og Struer

Antallet af unge der har klamydia er steget markant i 2016

De to VIA-studerende Nadia Klosterbæk og Mette Skautrup Jacobsen peger på vigtigheden af at huske kondomerne.
De to VIA-studerende Nadia Klosterbæk og Mette Skautrup Jacobsen peger på vigtigheden af at huske kondomerne.

Antallet af unge mellem 15 og 29 år, der har sex-sygdommen klamydia steg sidste år markant, også her i landsdelen.

Sundhedsstyrelsen har netop fremlagt opgørelsen over antallet af unge, der er testet positive i de enkelte kommuner. Og her lander Struer og Holstebro kommuner helt i top med unge, der er smittet med sygdommen.

Struer ligger på en fjerdeplads, mens Holstebro lander på en sjetteplads blandt landets 98 kommuner.

I begge kommuner er antallet af unge, der er smittede, vokset i forhold til den seneste opgørelse. Det kan der være flere årsager til, siger sundhedsplejerske Lone Kjær Hein fra Holstebro.

Stor uddannelsesby

- Holstebro er en stor uddannelses by, der samler mange unge. Vi har også en militær-kaserne, og de unge der er i byen kommer fra alle mulige dele af landet. Derfor har de ikke været en del af den seksualvejledning vil tilbyder allerede i grundskolen, siger Lone Kjær Hein.

Sundhedsplejersken peger ligeledes på, at den store andel af unge der er testet positive kan skyldes det forhold, at de unge bliver tudet ørerne fulde om at gå til lægen, bl.a. i gymnasietiden.

- Jo flere der lader sig teste, jo flere tilfælde bliver der fundet så de unge komme i behandling, og bliver sygdomsfri, siger Lone Kjær Hein.

Det bedste værn mod klamydia er kondomer. Dem får unge i Holstebro Kommune udleveret gratis, som en del af "Kun med kondom" kampagnen. Sammen med kondomerne følger gode råd fra unge selv om, hvordan sygdommen undgås.

Unge lærer fra sig 

- Jeg tror det fungerer fint når sundhedsplejersker og prøver at lære os noget om sex og kondomer. Men jeg tror det er endnu bedre, når vi unge selv står og viser og lærer andre unge, hvordan tingene hænger sammen, siger Michael Ahle-Stadsbjerg fra kampagne-holdet.

For en flok unge studerende fra VIA University College i Holstebro, er meningerne delte, når det gælder brugen af kondomer i forbindelse med sex.

- Det er vigtigt med kondomer, så det gør vi, siger Nadia Klosterbæk.

Men det kan også være grænseoverskridende i forhold til at være sammen med drenge, mener Mette Skautrup Jacobsen.

- Jeg kender mange piger der synes det er pinligt at spørge om. Derfor kan det smutte en gang imellem, konstaterer hun.

På landsplan blev der sidste år fundet 34.132 tilfælde af klamydia. Landsgennemsnittet for unge i alderen 15-29 år der er smittet, er 26 tilfælde per 1000 personer.