Se politiets forklaring: Sådan slap Verhagen fra os

Fup-fodboldspilleren Bernio Verhagen stak i dag af fra politiet, da han var på vej fra retten i Viborg til arresten i Holstebro. Nu forklarer politiet, hvordan det kunne ske.

01:25

- Vi havde faktisk på fornemmelsen, at han var ved at planlægge noget i den her stil, siger politiets efterforskningsleder Christian Toftemark. Video: Anders Davidsen / TV MIDTVEST

- Det er meget mere end uheldigt. Det er rigtig træls.

Læs også Politijagt efter Verhagen: Leder hos købmand og i villakvarterer i Holstebro

Sådan beskriver politiets efterforskningsleder Christian Toftemark dagens fangeflugt. Klokken 13.45 flygtede fup-fodboldspilleren Bernio Verhagen fra politiet. Og det kom faktisk ikke bag på Christian Toftemark, at hollænderen i dag stak af fra politiet.

- Vi havde faktisk på fornemmelsen, at han var ved at planlægge noget i den her stil. Der har været flere indikationer de sidste par dage, siger Christian Toftemark, der er efterforskningsleder hos politiet i Viborg.

Stak af på vej ind i arresten

Bernio Verhagen var i dag i retten i Viborg for at få forlænget den varetægtsfængsling, han fik for tre uger siden for røveri, trusler og vold. Men da han næsten var tilbage i arresten i Holstebro, stak han af.

- Vi har haft ham i håndjern hele dagen, men da de ringer på ved arresten, og de kommer ned for at tage imod ham, der skal han have håndjernene af, for at han skal føres ind i arresten. Og i de to sekunder fra han har håndjernene af, til han skulle have været inde i arresten, der lykkedes det ham at løbe fra betjentene, siger Christian Toftemark.

De to betjente løb efter ham, men i løbet af et par 100 meter, kunne de ikke længere følge med ham, og Verhagen forsvandt i et villakvarter.

- Vi får hurtigt tip med, hvor han er set, så vi har masser af patruljer, hundepatruljer og civile patruljer ude og lede efter ham, siger efterforskningslederen.

Læs også Bernio Verhagen sigtet for røveri og trusler mod kæreste

Verhagen: Jeg er på vej til Sverige

Selv om Bernio Verhagen tidligere på aftenen skrev på sin Instagram-profil, at han var i Aarhus og på vej til Sverige, så mener Christian Toftemark ikke, at Verhagen kan være kommet langt væk.

- Han har ingen midler. Ingen penge, intet pas, ingen telefon. Han har ingenting, og det gør, at det er svært for ham at komme væk fra Holstebro. Derudover har han kun det tøj, han står og går i.

Læs også Verhagen på flugt: Jeg er på vej til Sverige

Efter flere tips fra borgere, har politiet flere gange i løbet af mandag aften været meget tæt på at fange Verhagen, men han er stadig på fri fod.

- Vi håber på, at befolkningen vil blive ved med at hjælpe os. Lige nu er det stærkeste våben, vi har, befolkningen, siger Christian Toftemark.

Han understreger, at politiet ikke betragter Bernio Verhagen som farlig for omverdenen.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.