Roere vandt VM-medaljer uden at have været på vandet

De unge i Holstebro Roklub er gode til ro, lige meget om det er på vandet eller med maskine.

Tobias Bork Kristensen (til venstre) og Magnus Valbirk.
Tobias Bork Kristensen (til venstre) og Magnus Valbirk.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Egentlig vil de helst ro på søen, men derfor kan man også godt være god indendørs.

Det beviste roerne Magnus Valbirk og Tobias Bork Kristensen fra Holstebro Roklub i sidste uge, da de vandt VM-medaljer i Paris.

Det var på romaskine, hvor Magnus Valbirg vandt bronze i U-23-kategorien, og Tobias Bork Kristensen vandt både sølv- og guld i U-17. Selvom de er glade for deres medaljer, så er det dog ikke romaskinerne, der får deres hjerter til at banke højest.

- Hvis man spørger min bedstemor, så siger hun, at det er mega stort. Men jeg ved nu ikke, jeg synes, det er stille og roligt, siger Magnus Valbirk beskedent om sin bronzemedalje og fortsætter med et smil:

- Jeg vil meget hellere ro ude på vandet. Det er helt sikkert.

Masser fart på

I U-17 og U-23 handlede det om hurtigst muligt at rykke 2500 meter på romaskinerne.

- Det er sådan en distance, hvor man bare tager hovedet under armen, og så er det bare afsted med fulde gardiner, forklarer Magnus Valbirg.

Der var i alt fem danskere med til VM, hvoraf de tre dagligt til dagligt ror for Holstebro Roklub.

- Det er ikke det, vi går sådan rigtigt meget op i. Vi vil gerne være gode på vandet, men når man bruger seks måneder om året på at ro indenfor, så er det alligevel også fedt, at der er noget at gå efter i de måneder, siger træner i roklubben Søren Madsen.

Henover vinteren træner de med romaskinerne i en times tid fire gange om ugen.