Riddersport: Fra sygeplejerske til middelalderdræber

Hver tirsdag forvandler en flok fredelige mænd sig til drabelige riddere i en gammel slagteribygning i Holstebro

Han er familiefar og sygeplejerske til hverdag. Men en gang om ugen forvandler Jeppe Lindholm sig til en vaskeægte kampmaskine fra fortiden.

- Det er lige som boksning bare med 20 kilo rustning på, fortæller Jeppe Lindholm fra Holstebro.

Jeppe Lindholm er så god til at kæmpe, at han skal til VM i riddersport.
Jeppe Lindholm er så god til at kæmpe, at han skal til VM i riddersport.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Vi er i den gamle slagteribygning i Holstebro, hvor sygeplejersker og familiefædre, hver tirsdag træder tilbage i fortiden. Ikke for at slagte dyr, men riddere i rustning.

- Du må slå til, du må slå i hovedet og du må møfle, siger Thomas Harbjerg Bredvig, der er Friskolelærer og formand for Kampgruppen Jotar Hirti, Holstebro.

En kampgruppe der kæmper som man gjorde i middelalderen i fuld rustning. Det har de gjort i et halvt år, for det har ikke været helt let at finde det rette lokale.

- Folk der står i en stor rustning når de bliver kastet omkuld, der er det helt utænkeligt at de ikke laver mærker i gulvet. Det har været en stor udfordring, fordi de fleste steder vil beholde deres gulv intakt. Nu er vi her og har dejligt sikkert faldunderlag, siger Thomas Harbjerg.

Her kan gulvene tåle både væltende riddere og tabte sværd og dem bliver der kun flere af. I dag er to nye kæmpere dukket op til kamp.

- Min lærer viste mig noget fra Youtube på skolen, og det så sjovt ud, synes jeg. Det kunne være sjovt at prøve. så hvorfor ikke, siger Rune Ahlers, der er Anlægsstruktør i Ringkøbing.

En sport i fremgang

Historisk kampsport er især udbredt i Østeuropa, men er også godt på vej frem her hjemme.

I klubben i Holstebro, får de cirka et nyt medlem hver uge.

Det er sjældent kæmperne kommer rigtig alvorligt til skade, men skulle det ske kan Jeppe Sandholm hurtigt forvandle sig tilbage til sygeplejerske

- Hver gang nogen kommer til skade så springer sygeplejersken frem i mig så er jeg klar med det samme igen til at gå ind og hjælpe og finde ud af hvordan de får det bedre igen.

Riddersport: 

Og det er netop ikke bare kampene det handler om for Jeppe Lindholm

- Siden jeg var i Forsvaret har jeg savnet det her fællesskab, det har jeg fundet her, samtidig med at man får lov at afreagere lidt fra hverdagen, siger Jeppe Lindholm.

Skulle man have lyst til at lege ridder en gang om ugen, så koster det 200 kroner hvert halve år at være medlem. Penge som går til ridderudstyr. Alle er ifølge klubben velkomne, hvis man altså tør.

Jeppe Lindholm og fire af de andre kæmpere er så gode til sporten at de skal til VM i Ukraine til maj.


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien Sport.