Rambuktyveri i Borbjerg: To varetægtsfængslet

To rumænere på 29 år er varetægtsfængslet frem til den 24. maj for rambuktyveri i Borbjerg uden for Holstebro. De erkender begge tyveriet.

Rambuktyveri, Borbjerg
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

To rumænere er varetægtsfængslet i fire uger sigtet for rambuktyveri i Borbjerg natten til onsdag. Det oplyser anklagerfuldmægtig Jeanie Dam Andersen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Med hjælp fra en stjålet traktor og en varevogn slap de to kortvarigt afsted med et pengeskab fra SPAR-købmanden i Borbjerg. I løbet af natten fik ordensmagten dog med assistance fra en helikopter på øvelse fat i tyvene.

De to mænd, der begge er 29 år, erkender rambuktyveriet og kærede derfor ikke kendelsen. 

I det pengeskab, de for en stund var i besiddelse af, var der 38.000 kroner, 2-300 euro samt en møntsamling, papirer og skrabelodder til en værdi, der endnu ikke er gjort op.

Politiet arbejder stadig med den teori, at der er en medgerningsmand på fri fod.