Populært smørprodukt er med til at øge Arlas salg

Samlet er Arlas omsætning øget med én procent til 10,5 milliarder euro, svarende til lidt mere end 78 milliarder kroner.

2019 bød på fremgang for Arla.
2019 bød på fremgang for Arla.
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Et større salg af blandt andet smørproduktet Lurpak har sidste år været med til at løfte den samlede omsætning hos mejerikoncernen Arla.

Det oplyser det landmandsejede selskab i en pressemeddelelse.

Samlet er omsætningen øget med én procent til 10,5 milliarder euro, svarende til lidt mere end 78 milliarder kroner.

Arla forklarer selv fremgangen med primært en stigning i salget af brandede produkter. Tilsammen har de oplevet en salgsfremgang på 5,1 procent.

De brandede produkter tæller blandt andet Lurpak, som samlet har solgt for 588 millioner euro, eller godt 4,4 milliarder kroner. Det er fem procent mere end året før.

- Arlas globale brands er fortsat kernen i vores forretning, og i 2019 er forbrugernes tillid til vores produkter steget.

- Vi leverede en række populære mejeriprodukter og imødekom dermed den stigende efterspørgsel efter sunde og bæredygtige fødevarer, hvilket hjalp os med at overgå vores forventninger til væksten for vores globale brands, siger Natalie Knight, finansdirektør i Arla, i pressemeddelelsen.

Også på indtjeningssiden har sidste år budt på fremgang for mejerikoncernen.

Den såkaldte Arla-indtjening, der måler den værdi, som Arla skaber per kilo mælk fra landmandsejerne, er i gennemsnit steget til 36,6 eurocent. Det er en forbedring på én procent i forhold til året før.