Mand overfaldet i Vinderup - politiet efterlyser sort BMW

Politiet har onsdag eftermiddag været til stede i Vinderup med hundepatruljer i kølvandet på en voldsepisode.

Vold i Vinderup
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Politiet var her til eftermiddag til stede med to patruljevogne i Vinderup. Det skete efter, at en mand havde været udsat for vold i anlægget på Havevej i byen.

Manden er af mellemøstlig baggrund, og han skulle angiveligt være blevet overfaldet af tre andre mænd med mellemøstlig baggrund.

- Forurettede taler ikke dansk, så det kommer til at tage noget tid at finde ud af, hvad der helt præcist er op og ned i den her sag. Han er kørt til tjek på sygehuset, da han har fået slag blandt andet i maven, men mere ved vi ikke på nuværende tidspunkt, oplyser vagtchef Carsten Henriksen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Klokken 15:06 løb anmeldelsen om en voldsepisode ind hos Midt- og Vestjyllands Politi. Episoden skulle angiveligt have involveret fire personer, hvor tre personer skulle have slået eller sparket en udenlandsk mand.

Offeret har fortalt politiet, at de tre gerningsmænd skulle have haft en kniv på sig, men det typer ikke på, at den er blevet brugt.

- Vi har fået flere forskellige anmeldelser derudefra, så episoden må siges at have tiltrukket sig noget opmærksomhed. Vi har fået en melding om, at det skulle have været et knivstikkeri, men det har ikke været tilfældet, oplyser vagtchefen.

Politiet har været på plads i området med hundepatruljer. Motivet bag episoden er fortsat uklart, men politiet har nu valgt at efterlyse en sort BMW med tre personer i. Hvis man ser den, bedes man kontakte politiet på 1-1-4.