Politiet tager sag om unges kampe med kanonslag meget alvorligt

Midt- og Vestjyllands Politi ser med alvor på, at grupper af unge i Asagården i Holstebro har affyret fyrværkeri efter hinanden siden midten af december.

2:23
Politiinspektør Claus Nørgaard opfordrer folk til at ringe til politiet, hvis man kender personerne, der affyrer fyrværkeriet.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

En større gruppe på mellem 10 og 30 unge affyrer i disse dage kanonslag og bomberør mod hinanden i Asagården i Holstebro, og det gør flere beboere i boligblokkene bekymrede for deres sikkerhed.

Derfor arbejder politiet på at få det stoppet, så beboerne igen kan føle sig trygge, for det er en alvorlig situation, understreger Midt- og Vestjyllands politiinspektør, Claus Nørgaard.

- Det er alvorligt, når nogle skyder fyrværkeri efter hinanden. Personerne kender hinanden, så det primære mål er ikke andre borgere, forklarer politiinspektøren og tilføjer:

- Så det er en eller anden form for leg, de har gang i, men det er farligt, og det kan få alvorlige konsekvenser for folk, der kommer forbi.

Urolighederne startede i midten af december, men er intensiveret nu hvor det er lovligt at fyre fyrværkeri af, fortæller han.

1:36
Henrik Kjærside, beboer i Asagården, har filmet de unge, der laver fyrværkeriballade.
Foto: Privatfoto

- Det er som en krigszone

Susanne Pedersen bor i boligblokken, og de mange brag og lys har påvirket hendes hverdag.

- Jeg lader være med at gå ud om aftenen, for det er dybt, dybt ubehageligt og utrygt. Det kan gå ud over hvem som helst, siger hun til TV MIDTVEST.

Også Line Nielsen er bosat i Asagården, og nu får urolighederne konsekvenser for hende.

- Det er forfærdeligt, det er skræmmende og pisse uhyggeligt. Jeg går ikke ud, når det er mørkt, for jeg vil beskrive det som en krigszone. Min mand og jeg er nødt til at flytte herfra, vi skal ikke bo herude længere, fortæller Line Nielsen, der snart er uddannet socialrådgiver.

Ved du noget?

Politiet har modtaget flere anmeldelser fra beboere, der er generede og bekymrede for deres sikkerhed i området.

- Vi har øget vores patruljer derude, og så har vores forebyggelsesbetjente været derude i den her uge, og så samarbejder vi med kommunen, siger Claus Nørgaard.

Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget video-materiale fra en beboer, der dokumenterer, at unge kaster antændte kanonslag og fyrværkeri efter hinanden.

Alligevel er det endnu ikke lykkes politiet at finde frem til personerne.

- Der er ingen mistænkte, for i det video-materiale, vi har fået, kan vi ikke identificere personerne. Men vi arbejder på sagen, og man skal ringe til politiet, hvis man kender personerne, så vi kan få det stoppet, siger politiinspektøren.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.