Politiet lukker tre natklubber i Holstebro

Natten til lørdag har politiet lukket tre steder i Holstebro, efter de har holdt åbent længere end deres bevilling tillader.

20000922-141034-1-1920x1219we.jpg
Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

Zwei Grosse Bier Bar, Roxy Malt og den Røde Baron fik i nat besøg af politiet, da de holdt åben efter midnat.

Problemet er, at stederne har en bevilling, der tillader at drive diskotek, og derfor må de ifølge Midt- og Vestjyllands Politi ikke holde åbent, medmindre de får en ny bevilling.

- Dem der driver diskoteker må ikke holde åben under corona ifølge lovgivningen. Det kræver tilladelse fra bevillingsnævnet at blive et værtshus, og i går formiddag var vi i dialog med restauratørerne i Holstebro, og der blev de gjort bekendt med det, siger vagtchef Henrik Nielsen.

Han fortæller, at de muligvis har lukket et af stederne ved en fejltagelse, da der var tvivl om, de havde den rigtige bevilling.

Et andet diskotek i byen har fået den den nye bevilling, og kan derfor holde åben efter værtshusreglerne.

Kun lukket i Holstebro

Henrik Foget Jensen er direktør for kæden Zwei Grosse Bier bar, og han er meget uforstående overfor lukningen.

- Det er kun i Holstebro, at den her situation den er opstået. Politiets jurister har vurderet, at en natbevilling med dansegulv ikke kan åbne, men justitsministeriet har skrevet, at man kan åbne hvis man ændrer til barforhold, fortæller han.

Det er disse to punkter fra ministeriets aftaletekst, der er årsag til forvirring og uenigheder.
Det er disse to punkter fra ministeriets aftaletekst, der er årsag til forvirring og uenigheder.
Foto: Udklip fra justitsministeriets aftaletekst 14. august

Udover lokationen i Holstebro har Zwei Grosse mange andre diskoteker, og i landsdelen ligger de i Viborg, Silkeborg og Skive.

Ingen af disse steder er blevet lukket af politiet, og derfor undrer det direktøren, at bevillingen pludselig er et problem i Holstebro.

 - Vi gør alle de ting, der skal til for at åbne ordentligt. Vores branche den er presset, og vi er ikke taget med på råd, om hvordan man løser det. Vi er tilsidesat siger han.

Vagtchefen for Midt- og Vestjyllands Politi kender ikke til noget omstændighederne i de andre byer, men deres jurister vurderer at lovgivning er helt klar.

Man skal bruge den rigtige bevilling, hvis man vil have lov til at åbne.

Aftaleteksten kan findes på justitsministeriets hjemmeside.