Politiet lå på lur i skoven og anholdt to litauiske mænd

Tysk turist fandt et lager med værktøj gemt i skoven. Politiet mener, at der var tale om tyvekoster fra indbrud i varebiler.

Opdateret d. 2. maj klokken 15:46

De to litauiske mænd på henholdsvis 22 og 23 år er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter torsdagens grundlovsforhør. De nægter sig begge skyldige.

    Midt- og Vestjyllands Politi har sandsynligvis fået et gennembrud i sagen om de mange indbrud i varebiler, der har plaget midt- og vestjyske håndværkere.

    Onsdag formiddag blev ordensmagten kontaktet af en tysk turist, der gik tur i hundeskoven ved klitvejen i Vester Husby. 

    Turisten havde fundet en del værktøj, der lå gemt under en presenning, og i stedet for at tage værktøjet med ind med det samme, besluttede politiet at se tiden an.

    - Vi lå på lur derude, og torsdag morgen kom der så to mænd for at aflevere mere værktøj. Vi fulgte efter dem og anholdt dem et stykke fra skoven uden dramatik, fortæller politikommissær Poul Fink.

    Tak til anmelderen og kollegerne

    De anholdte er to litauiske mænd, som torsdag formiddag bliver fremstillet i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

    Politiet har flere gange tidligere set, at kriminelle har et lager af tyvekoster gemt i skoven. Tidligere har der været tale om smykker og cykler. I hundeskoven i Husby fandt betjentene værktøj for omkring 50.000 kroner - der var tale om mærker som Mikita, Hilti og Milwaukee.

    - Vi er meget tilfredse med at kunne foretage disse anholdelser. Det kan vi takke en årvågen borger og kollegerne, der lå på lur hele natten, for, siger Poul Fink.

    Politiet mener, at værktøjet stammer fra indbrud i varebiler og skal nu i gang med at undersøge, hvor det er sket. Poul Fink fortæller, at noget af udstyret er mærket, så man formentlig hurtigt kan finde frem til de rette ejere.

     
     
    Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

     

     

    Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien 112.