Politiet advarer mod falske hjemmeplejere

En medarbejder ved Ældreboligerne Toftegaard i Holstebro har set tre falske hjemmeplejere i blå veste i området.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.
Foto: Flemming Christensen

Tre falske hjemmeplejere er i øjeblikket på spil omkring Ældreboligerne Toftegaard (Støberigården) i Holstebro, oplyser politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro Torben Ladefoged.

- En fra hjemmeplejen havde observeret en mand og to kvinder, som påstod, at de kom fra hjemmeplejen, og så sagde de til borgerne, at de skulle tjekke deres lås, fortæller politikommissæren.

Medarbejderen havde observeret de tre ukendte personer i to uger, og hun havde set, at de havde iført sig en lignende blå vest, som hjemmeplejen normalvis har på.

- De prøver at vinde borgernes tillid ved at tage den blå vest på, siger han.

Selv om politiet ikke har modtaget nogle anmeldelser om tricktyveri, så advarer de kraftigt mod de falske hjemmeplejere, og de ønsker henvendelser fra borgere, der enten ved noget i sagen eller har været udsat for noget.

- Det er vigtigt, at vi får kontakt til de folk, hvor tre fra ”hjemmeplejen” har sagt, at de skal tjekke låsen, for det er formentlig noget tricktyveri, siger Torben Ladefoged.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.