Pesticidrester fundet på Djeld Vandværk – nu etableres nødforsyning

​​​​​​​Der er fundet pesticidrester i drikkevandet fra Djeld Vandværk. Derfor etablerer vandværket nu en nødforsyning fra nabobyen.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En svag overskridelse af grænseværdien for pesticidrester er blevet fundet på Djeld Vandværk nær Holstebro.

Det oplyser Holstebro Kommune i en pressemeddelelse.

Trods fundet af pesticidrester kan vandet dog godt drikkes. Det vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed, som kommunen har været i kontakt med.

Ifølge styrelsen udgør vandet ikke nogen sundhedsmæssig risiko i den korte periode det tager, at få en nødforsyning op at køre.

Nødforsyning fra Sevel

En nødforsyning vil blive etableret til Sevel Vandværk, og arbejdet med at få den nye vandledning på plads begynder onsdag.

Forventningen er, at den midlertidige forsyning kommer til at køre i løbet af ugen, lyder det fra Holstebro Kommune.

Det er rester fra pesticidet DMS, der er et middel mod svampe, som er blevet fundet vandværket i Djeld.

Grænseværdien for DMS er på 0,10 µg/l, og der er i marts 2019 blevet målt værdier på henholdsvis 0,11 µg/l og 0,12 µg/l.