To personer omkommet i færdselsulykke ved Hodsager
En kvinde og en pige omkom, da de ved 10:30-tiden blev påkørt bagfra på Hodsagervej mellem Feldborgvej og Viborgvej. En 24-årig mand er anholdt.
Midt- og Vestjyllands Politi modtog kl. 10:39 en anmeldelse om et sammenstød mellem to personbiler. Ulykken skete på Hodsagervej ved Brogårdvej.
Vidner oplyser til politiet, at en personbil holder og venter på at dreje til venstre ad Brogårdvej fra Hodsagervej. Den bliver påkørt bagfra af en anden personbil.
Det oplyser politiet på Twitter.
I den påkørte bil sad en voksen kvinde og tre børn. Den 41-årige kvinde, der var fører af bilen, og en 7-årig pige blev dræbt på stedet.
En 9-årig dreng er svært tilskadekommen, mens en anden 7-årig pige er lettere tilskadekommen.
Føreren af den anden bil, en 24-årig mand, er lettere tilskadekommen. Han er anholdt, sigtet for uagtsomt manddrab og skal fremstilles i grundlovsforhør mandag den 10. december.
Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne i kontakt med vidner til ulykken. Vidner kan kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på tlf. 114.
De pårørende er ved at blive underrettet.
Opdatering klokken 19:46
Ulykkesstedet på Hodsagervej mellem Feldborgvej og Viborgvej blev genåbnet kl. 15:39.