Påvirket af spiritus: Kvinde fængslet for at køre sin mand ihjel med lastbil

Kvinden er ikke enig i anklagerne mod hende og har kæret rettens kendelse.

1:31
Indkørslen til ejendommen på Idomlundvej, hvor ulykken skete.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

En 58-årig kvinde er under et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro blevet varetægtsfængslet i fire uger. 

Kvinden er sigtet for at have påkørt og dræbt sin mand med en lastbil ved middagstid tirsdag. Påkørslen skete på en landejendom lidt udenfor Holstebro.

Retsmødet foregik bag lukkede døre, og det er derfor sparsomt, hvad politiets anklager kan fortælle om sagen.

- Der er jo tale om en alvorlig, men også tragisk sag, hvor sigtede under påvirkning af alkohol satte sig ud i sin lastbil og i den forbindelse påkørte den nu afdøde, siger Linette Lysgaard.

Den 58-årige kvinde er sigtet for to forhold. Dels for uagtsom manddrab under særligt skærpende omstændigheder, da hun ifølge politiet var påvirket af spiritus, da ulykken skete, og dels for overhovedet at køre lastbilen efter at have drukket sig til en promille over den tilladte grænse på 0,5. 

- Jeg kan ikke sige konkret, hvor høj promillen var, for det er noget af det, politiet skal efterforske nærmere, men jeg kan sige, at der var tale om en promille betydeligt over det tilladte, siger anklageren.

Nægter sig skyldig

Kvinden nægter sig skyldig i anklagerne og har kæret rettens kendelse. 

Politiet er stadig i gang med at finde ud af, hvordan og hvorfor ulykken skete, og det er endnu uvist hvornår undersøgelserne er afsluttet.

- Hele dagen i går pågik der undersøgelser, og det gør der fortsat. Der er en række ting, politiet stadig mangler og undersøgelser, de skal foretage, og det har de brug for den nødvendige tid og ro til, siger Linette Lysgaard.

Mistænker I hende for bevidst at have slået nogen ihjel?

- Det kan jeg ikke sige noget om, men ikke på nuværende tidspunkt, slutter Linette Lysgaard.