På arbejde i julen: Mor, søn og datter holder gang i biksen i Mejrup

Det er ikke alle, der kan holde fri i julen. I Mejrup åbnede Rema 1000 dørene med et team af medarbejdere, der kender hinanden rigtig godt.

Helle, Mathias og Maja Staunstrup er alle sammen på arbejde 1. juledag.
Helle, Mathias og Maja Staunstrup er alle sammen på arbejde 1. juledag.
Foto: Jesper Bach Thomsen

Mens de fleste nyder juledagene hjemme med familien, så er der andre, der må på arbejde.

Én af dem er Helle Staunstrup, der arbejder i Rema 1000 i Mejrup.

Men i Helle Staunstrups tilfælde er arbejde og familiehygge smeltet sammen.

Begge Helle Staunstrups børn arbejder nemlig også i Rema 1000.

- Vi har ingen julefrokoster hverken 1. eller 2. juledag. Dem har vi udskudt til senere, så vi kunne lige så godt hygge os sammen her. Så får jeg heller ikke dårlig samvittighed over at skulle på arbejde, når de er derhjemme, siger Helle Staunstrup. 

"Folk er glade"

Sønnen Mathias Staunstrup er lukkeansvarlig, mens datteren Maja Staunstrup er kassemedarbejder. 

- Når man alligevel ikke har noget at lave derhjemme, så synes jeg, det er ret fedt at kunne tjene nogle penge i ferien, fortæller Maja Staunstrup. 

Helle Staunstrup synes, det fungerer rigtig godt at have sine børn som kollegaer.

- Det er lidt hyggeligt, at vi er her alle tre. I det store og hele tænker jeg ikke over det i hverdagen. Jeg er måske lidt mere opmærksom på, at de skal gøre tingene ordentligt, siger Helle Staunstrup.

Mathias Staunstrup har ikke noget imod at være på arbejde 1. juledag.

- Det er hyggeligt. Det er dejligt, at der er mange glade mennesker efter en god juleaften. Og så er det ekstra hyggeligt, at man kan tage familien med, siger han. 

Familien Staunstrup er også med til at holde butikken i Mejrup kørende i morgen.

2:14
Her kan du se hele indslaget om de midt- og vestjyder, der har skiftet julehygge ud med arbejdstid.