Oversvømmelser på retur

Vandstanden falder langsomt i Storåen.

170111_Vand.jpg

Det går langsomt - men sikkert - den rigtige vej med vandstanden i Storåen i Holstebro.

Beredskabsinspektør Per Jacobsen konstaterede tidligt mandag morgen, at vandet var faldet omkring en halv meter i forhold til søndag, og alt tyder på, at vandstanden fortsat vil falde resten af dagen.

Beredskabsfolkene ofrede søndag masser af energi på at holde vandet ude af diskotek Buddy Holly, der ligger i en kælder tæt på åen. Ud over at diskotektet risikerede at blive oversvømmet, var der akut fare for, at vandet ville strømme videre ind i Musikteatret - og det kunne have fået alvorlig konsekvenser, da det ville have ødelagt teatrets tekniske installationer.

- Som det ser ud lige nu, er der ikke længere fare for vand i Musikteratret, men det var overhængende i weekenden, siger Per Jacobsen.

Søndag var vandstanden to en halv meter over normalen - selv om det så voldsomt ud, var det ikke så slemt som under de store oversvømmelser i 1970. På Holstebro Kommunes hjemmeside kan man se en historisk oversigt over vandstanden i Storåen.

Eksternt link - læs mere om tidligere oversvømmelser i Holstebro.