25-årig gerningsmand overfaldt mand med flaske

OPDATERET: Politiet har fanget manden. Politiet vil undersøge, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Overfaldet fandt sted på Stellas i Østergade i Holstebro.
Overfaldet fandt sted på Stellas i Østergade i Holstebro.

Klokken 04:30 i nat blev politiet kaldt ud til et tilfælde af kvalificeret vold. En 25-årig gerningsmand slog umotiveret en 37-årig mand i ansigtet med en flaske. Gerningsmanden stak efterfølgende af fra stedet.

Både gerningsmanden og den forurettede kommer fra Holstebro. Overfaldet fandt sted på Stellas i Østergade i Holstebro.

Politiet leder lige nu efter manden, som i forvejen er kendt af politiet.

- Vi er interesseret i at komme i kontakt med vidner, der har overværet episoden, eller som ved, hvor gerningsmanden opholder sig, siger Lars Even, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

Lars Even beskriver manden som værende 175 centimeter høj, kraftig af bygning og med fuldskæg. Manden har mørkeblondt hår.

Vagtchefen fortæller også, at politiet efter nattens episode af kvalificeret vold overvejer at fremstille den 25-årige mand i grundlovsforhør, når de finder ham.

Manden der fik flasken i hovedet er blevet tilset på skadestuen, men er ikke kommet alvorligt til skade.

Hvis du har oplysninger i sagen, skal du kontakte politiet på telefonnummer 114.