Østeuropæere til 90 kroner i timen

Virksomheder får tilbudt arbejdskraft langt under mindstelønnen.

22122012ARBEJDSKRAFT.jpg

Østeuropæiske bureauers kampagne om billig arbejdskraft breder sig nu fra landbrugs- og gartneribranchen til produktionsvirksomheder udenfor de større byer:

Direktør Søren Sohne fra Nordvestjysk Galvanisering i Holstebro er en af de virksomhedsejere, der har modtaget et brev fra firmaet Baltic Workforce. Her tilbydes han: "Fleksibel og effektiv arbejdskraft til 90 kroner i timen".

En pris, der ligger væsentligt under 3F's mindsteløn, der er på 130-160 kroner i timen.

 - Det er meget fristende, for konkurrencen er benhård, og det her er konkurrenceforvridende, siger direktør Søren Sohne, Nordvestjysk Galvanisering i Holstebro.

S: koster jobs

Brevene får Socialdemokraterne til at gå i offensiven. Partiets ordfører for landdistrikter, Annette Lind, Holstebro, siger:

 - Det er et stort problem for Midt- og Vestjylland, fordi vi har mange arbejdspladser indenfor landbrug, gartneri og små og mellemstore virksomheder. Derfor vil det koste jobs, siger hun.