Opskrifter med helbredende planter: - Vores viden i dag har kostet mange menneskeliv

Halvdelen af den medicin, der i dag bliver produceret, har baggrund i stoffer fra planter. På Hjerl Hede har de lige nu fokus på de helbredende planter og laver blandt andet myggespray, helbredende te og kløstillende salve af planter, der vokser på museet.

Mælkebøtter, vejbred, bynke og røllike er nogen af de vilde planter, der bliver brugt i et lille laboratorie-køkken på Hjerl Hede. Frilandsmuseet har lige nu fokus på 1800-tallets kloge mænd og koner og deres evne til at bruge planter til at helbrede med.

- Vi har vores viden om planterne fra 3.000 år tilbage i tiden. I Indien og Kina var der forskellige kloge mænd og koner, der eksperimenterede med helbredende planter. Det begyndte vores egne kloge mænd og koner også at gøre i 1800-tallet, og det er en viden, der er blevet overleveret fra menneske til menneske igennem utrolig mange generationer, siger Lotte Isager, der er antropolog på de kulturhistoriske Museer i Holstebro.

Lige nu samarbejder universitetet med museerne i Nordvestjylland om et stort forskningsprojekt om mennesker og planter.

Tre opskrifter med helbredende planter

I dag har videnskaben undersøgt planterne, og vi ved, hvad de indeholder, og hvorfor de virker. Halvdelen af den medicin, vi kender og bruger i dag, indeholder stadig stoffer, der har baggrund i planter. 

Udover medicinen så bliver planternes gode egenskaber i dag også brugt i helsekost.

- Jeg tror, der er mange mennesker, der har haft virkelig ondt i maven eller forblødte, fordi de lige skulle se, om den her plante virkede, eller hvor meget af den, der skulle bruges. Så den viden, vi har i dag, har kostet mange liv, siger Lotte Isager.

Mælkebøtte-te kan bruges til at rense ud i nyrene.
Mælkebøtte-te kan bruges til at rense ud i nyrene.
Foto: Rigmor Sams, TV MIDTVEST

Kira Klinkby er museumsinspektør på Hjerl Hede og hun vil gerne skabe forbindelse mellem de planter, der gror i vejgrøften, og den kulturhistorie de også fortæller. Det gør hun ved blandt andet at vise på Hjerl Hede, hvordan man selv kan fremstille myggespray, kløstillende salve og helbredende te.

- Mælkebøtten er vanddrivende, og hvis man drikker den som te, renser den blandt andet ud i nyrerne. Rølliken er både kendt som blodstillende, men kan også bruges som myggespray, siger Kira Klinkby.

Røllike kan blandt andet bruges som myggespray.
Røllike kan blandt andet bruges som myggespray.
Foto: Rigmor Sams, TV MIDTVEST

Vores forfædres viden om planternes indholdsstoffer satte gang i udviklingen af medicin i stor skala. Det er dog ikke kun i medicin, at planter bliver brugt. Både i fortiden og i dag bliver de også brugt i kryddersnaps.