Opsigtsvækkende afgørelse i sag om stjålne maskiner

En højst mærkværdig sag om stjålne byggemaskiner til en værdi af fire millioner kroner, viste sig at være planlagt af rumænsk politi.

Nicolaisen & Larsen stjålen entreprenørmaskine

Det var helt efter planen, at en rumænsk mand stjal entreprenørmaskiner i Skive og i Ulfborg. Og at han derefter gik fri. I hvert fald efter de rumænske myndigheders plan. Politiet i Rumænien havde nemlig bedt manden om at udføre de grove tyverier af maskiner til en samlet værdi af over fire millioner kroner.

Det har Vestre Landsret fastslået i en dom, som ikke tidligere er blevet omtalt offentligt. Men forleden blev dommen trykt i fagbladet Tidsskrift for Kriminalret. Det skriver ritzau. 

Manden havde fået et løfte om, at han ikke ville straffet, hvis han deltog og på den måde kunne hjælpe politiet med at afsløre bagmænd i Rumænien. Men de danske myndigheder anede intet om arrangementet, som er ulovligt efter dansk ret.

- Det er en meget, meget speciel sag, siger statsadvokat Jan Rechendorff i Viborg til ritzau.

Det første kup gik ud over Scantruck i Skive, som fik stjålet tre entreprenørmaskiner, der blev kørt til den rumænske grænse. Senere fik Nicolaisen & Larsen i Ulfborg stjålet seks  teleskoplæssere men denne gang  nåede tyven kun til en rasteplads i Tyskland, hvor han blev anholdt.

For den danske anklagemyndighed blev det for meget. Agenten begik grov kriminalitet uden at have fået tilladelse, og i øvrigt ville danske myndigheder slet ikke kunne acceptere handlingen, har man sagt. Derfor blev han tiltalt.

- Jeg kan sige helt generelt, at fremmede lande naturligvis ikke kan lave operationer i Danmark, uden at det sker efter en konkret aftale med dansk politi og efter fuld instruktion fra dansk side, siger statsadvokat Jan Rechendorff.

Se indslag fra december 2013, hvor maskinerne netop var blevet stjålet. 

2:12
Entreprenørmaskiner for tre millioner kroner blev natten til tirsdag stjålet hos en maskinhandler i Ulfborg. Midt på eftermiddagen blev de fundet i Tyskland.

Men det rumænske politis løfte er så stærkt, at det også har virkning i danske retssale, fremgår det af landsrettens dom. Resultatet er en frifindelse. Det forklares med "de ganske særlige omstændigheder", ligesom dommerne lægger vægt på, at han ikke deltog i personfarlig kriminalitet.

I Viborg afviser statsadvokat Jan Rechendorff, at der dermed er givet grønt lys for den slags i fremtiden.

- Det er en ekstremt konkret afgørelse, kan man se af landsrettens præmisser, siger Jan Rechendorff. Han har aldrig set en lignende sag.

Sagens meget mærkværdige afgørelse har efterladt maskinsælgerne med en stor efterregning til skadede maskiner og forsikring. 

- Ruderne var smadrede, der var begået hærværk på nogle af maskinerne. Den stigende forsikring efter sagerne betaler vi jo også selv, så hvem skal vi nu gøre erstatningen gældende imod, siger salgsdirektør Mads Pedersen til Ringkøbing-Skjern Dagblad.

Danmark har bedt det rumænske politi om at få udleveret de tre maskiner fra Scantruck. Anmodningen er sendt for længe siden, men der er endnu ikke kommet svar.

- Vi respekterer selvfølgelig rettens afgørelse. Men når vi ankede den i første omgang, var det jo netop fordi, at vi var uenige i dommen. Og som udgangspunkt kan man ikke gøre et erstatningskrav gældende mod den pågældende, når han er frifundet i sagen. Det er en meget speciel situation, siger statsadvokaten til Ringkøbing-Skjern Dagblad.