Opsat uglekasse virker: Én unge ligger i reden

En opsat redekasse til storhornugle er en succes – allerede første år er der gevinst i kassen.

4:11
Her kan du se hele udsendelsen om storhorneuglen og dens unge.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

I en lysning midt i Klosterheden satte Naturstyrelsen og Dansk ornitologisk forening tilbage i februar måned en uglekasse op til landets største ugle i Klosterheden. Allerede en måned efter flyttede en storhornugle ind, og nu har kærlighed i uglekassen båret frugt.

- Jeg har været nede og kigge, og det, jeg kan sige med sikkerhed, er, at der sidder en stor unge i kassen. Men om der putter sig en længere nede i kassen, det ved vi ikke, men det bliver spændende at finde ud af, siger Klaus Dichmann, uglemand og ringmærker, Holstebro.

I februar blev denne uglekasse sat op i skoven i Klosterheden - allerede en måned efter flyttede en storhornugle ind.
I februar blev denne uglekasse sat op i skoven i Klosterheden - allerede en måned efter flyttede en storhornugle ind.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

Uglemanden Klaus Dichmann er ringmærker, og sammen med hans hjælper og Naturvejleder Brian Kjølhede, er han taget ud i skoven for at indfange ungen og komme en ring rundt om dens ene ben. På den måde kan man finde ud af rigtig meget om uglens færden og liv.

- Når den engang så bliver genmeldt, når den for eksempel er død, så får vi en god ide om, hvor gammel den blev, og hvor den bevægede sig hen. Og i sidste ende er det jo for at kunne udøve endnu bedre beskyttelse for hornuglen, at vi samler alle de her data, siger Klaus Dichmann.

Ugleungen får en ring på den ene fod, så man i fremtiden kan finde ud af, hvor længe den har levet, og hvor den har færdet sig henne.
Ugleungen får en ring på den ene fod, så man i fremtiden kan finde ud af, hvor længe den har levet, og hvor den har færdet sig henne.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

I mere end 100 år har store hornugle været udryddet i Danmark. Nu er den imponerende rovfugl altså tilbage. Og dagens besøg i skoven er en unik chance for at studere en stor hornugle.

- Den er kun seks uger gammel, og umiddelbart er den i fin stand. Den har endnu ikke fundet ud af, at dens kløer er et sindssygt vildt våben, og det er jeg glad for, griner Klaus Dichmann, imens han sidder med ugleungen på skødet, siger Klaus Dichmann.

For naturvejleder Brian Kjølhede er det en helt unik oplevelse at holde en ugleunge i sin favn.

- Ej, hvor er den dejlig blødt. Helt vildt blød – det er næsten ligesom en baby, siger Brian Kjølhede, Naturvejleder, Naturstyrelsen Vestjylland.

Efter kort tid bliver ungen forsigtigt sat tilbage i kassen og kommer tilbage i sin redde, hvor uglemoderen sidder lige i nærheden og holder øje med hele forløbet.