Opgørelse: Læreres sygefravær stiger

Der er også et stigende sygefravær blandt lærerne i Holstebro. Det konstaterer Vestjysk Lærerforening efter en ny opgørelse.

SkoleTavle.jpg

Vestjysk Lærerforening har fra Holstebro Kommune modtaget tallene over sygefraværet blandt lærerne for månederne august til og med oktober 2014. Sammenlignet med de tilsvarende tal fra samme måneder sidste år, viser tallene en større stigning i september og oktober.

I september steg sygefraværet med 30 procent og i oktober var tallet 35 procent.

- Vi stiller os gerne til rådighed for drøftelser med kommunen, om hvordan denne stigning i sygefraværet kan sænkes, siger kredsformanden for lærerforeningen, Torben Voss. Ifølge ham står tallene i skærende kontrast til det ellers normalt lave sygefravær i Vestjylland.

- Det bekymrer os, at tallene viser en så stor stigning. Der er ingen, der kan være interesseret i, at medarbejdernes sygefravær stiger. Disse tal er i hvert fald en anledning til at gøre noget, siger han.