OPDATERET: Kemisk udslip og spildevand dræber fisk i bæk

Et udslip på sæbefabrikken Danlind har medvirket til fiskedød i bæk. Men nu viser det sig, at et spildevandsudslip er hovedårsagen til de døde fisk.

Skum i Lægaard bæk
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Opdatering 17.09: Holstebro Kommune har lavet undersøgelser i området og fastslået, at der ud over udslippet af sæbestoffer også har været hul på en spildevandsledning, som faktisk er hovedårsag til de mange døde fisk. Udslippet betød, at iltniveauet i bækken var på 50 procent af det sædvanlige, og som resultat heraf har over 1.000 fisk ifølge biolog Flemming Kofoed mistet livet. Det drejer sig om både bækørred, ål og skaller, og det vil tage minimum et år at genoprette fiskebestanden i området. 

Et udslip af sæbestoffer efter et uheld på sæbefabrikken Danlind i Holstebro har skabt fiskedød i den nærliggende Lægaard Bæk, som leder ud i storåen. Kommunen er i øjeblikket ved at undersøge ulykkens omfang. 

- Vi bliver opmærksomme på udslippet søndag eftermiddag, siger biolog ved Teknik og Miljø i Holstebro Kommune, Flemming Kofoed. 

I følge biologen er der under ombygning på sæbefabrikken væltet eller gået hul på en pallecontainer. Indholdet af sæbestoffer er løbet i kloakken, som løber ud i Lægaard Bæk. 

- Der er tale om nonioniske tensider. På miljøstyrelsens liste står det anført som 'ikke giftigt til moderat giftigt'. Men det er jo et spørgsmål om, hvor højt koncentreret stoffet er i bækken. Virksomheden siger, at den har begrænset udslippet og samlet det meste op, men jeg kan ikke sige, hvor meget, der er løbet ud, siger Flemming Kofoed. 

Virksomheden Danlinds  administrerende direktør Henrik Aagaard beklager ulykken.

- Vi beklager meget, og vi er kede af udslippet er sket. Vi undersøge, om der er noget, som skal laves om, så vi undgår at det gentager sig, Henrik Aagaard. 

Omfanget af ulykken endnu ukendt

Anders Karlsen, en lokal lystfisker, som bor tæt på bækken, har været på vandring langs bækken manddag morgen.

- Alt liv i den er bare dødt. De steder, man kan se ned på bunden for skum, der kan man se døde fisk og fiskeyngel, siger Anders Karlsen. 

Kommunens biolog kan endnu ikke sige noget sikkert om ulykkens omfang.

- Det korrekte svar vil være - jeg ved det ikke. Vi har konstateret fiskedød i bækken. Men jeg afventer virksomhedens rapport om udslippet, og så skal vi selv ud at elfiske, før vi kan begynde  at vurdere omfanget, siger Flemming Kofoed. 

Den nærliggende Lægaard Bæk er fyldt med skum og mange fisk i bækken er ifølge lokale fiskere døde. Siden søndag eftermiddag har bækken skummet kraftigt. 
Den nærliggende Lægaard Bæk er fyldt med skum og mange fisk i bækken er ifølge lokale fiskere døde. Siden søndag eftermiddag har bækken skummet kraftigt. 
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

 

 
 
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST