OPDATERET: 6 anholdte for slagsmål i Holstebro

Politiet har torsdag aften afspærret et område ved Enghaven i det indre Holstebro. Årsagen er et slagsmål, hvor en person er blevet slået med en hammer i hovedet.

afspærring ved enghaven
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi fik 17:12 en anmeldelse om et slagsmål i Holstebro midtby omkring Enghaven.

- Det har været et slagsmål, der har involveret 4-5 personer. Det indebærer muligvis et knivstik, sagde Henrik Nielsen, der er vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi tidligere på aftenen.

På baggrund af vidneforklaringer har politiet nu anholdt 6 personer, som de formoder har været involveret. Tidligere på aftenen mødte en person op på skadestuen efter at være blevet slået i hovedet med en hammer. Han er nu til behandling i Aarhus, men er uden for livsfare.

Derudover har politiet anholdt en person, som har været udsat for knivstik. De formoder, at knivstikket er blevet foretaget i forbindelse med slagsmålet ved Enghaven i Holstebro.

- På baggrund af vidneforklaringer og kendskab til lokalområdet har vi anholdt 6 personer. Dem skal vi nu have afhørt og så må vi se, hvad der sker, siger Henrik Nielsen.

Politiet er fortsat ved at lave tekniske undersøgelser på stedet.

 

Området ved Enghaven i Holstebro, som her til aften er spærret af.
Området ved Enghaven i Holstebro, som her til aften er spærret af.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST