Ønske-lodtrækning for TTH

Team Tvis Holstebro trak norsk hold i EHF-cuppen, mens FC Midtjylland skal på langfart til Rusland.

120313_Team_Tvis_Holstebro.jpg

Cheftræneren for Team Tvis Holstebros håndboldkvinder Niels Agesen har svært ved at få armene ned efter dagens lodtræning til kvartfinalerne i den europæiske EHF Cup - mens hans kollega i FC Midtjylland, Helle Thomsen, sagtens kan styre sin begejstring.

Lodtrækningen hos det europæiske håndboldforbund magede det således, at Team Tvis Holstebro skal møde det norske hold Tertnes fra Bergen, og det blev ifølge cheftræner Niels Agesen modtaget med jubel på kontoret.

- Både økonomisk, rejsemæssigt og også sportsligt var det en rigtig, rigtig god lodtrækning for os. Jeg kender en del af spillerne hos Tertnes, men endnu ikke så meget til holdet, så det skal der læses op på nu, siger Niels Agesen til klubbens hjemmeside.

FCM mod Krasnodar

FC Midtjylland møder i kvartfinalen det russiske hold Kuban Krasnodar, og det er langt fra cheftræner Helle Thomsens ønskemodstander.

- Rent økonomisk og rejsemæssigt var det nok den værste modstander, vi kunne trække. Men sådan er gamet, og det er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved, siger Helle Thomsen til tvmidtvest.dk.

Hun kender endnu ikke kender så meget til russernes sportslige niveau, men understreger, at russiske hold generelt er svære at spille imod.

Både Team Tvis Holstebro og FC Midtjylland har hjemmebane i den første kamp, der spilles den 9 eller 10. marts.