Økonomisk indsprøjtning sikrer TTH Holstebro overlevelse i minimum tre år

En stor gruppe sponsorer er gået sammen under navnet Club 2023, og derfor er økonomien sikret for TTH Holstebro frem til 2023.

Arkivbillede af Magnus Bramming, der er en af TTH Holstebros helt store profiler. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der er glæde på direktionsgangen, i omklædningsrummet og i hallen i dag hos TTH Holstebro. Fremtiden er nemlig sikret.

Det er den, fordi en gruppe på 26 større sponsorer, der går under navnet Club 2023, har sikret klubbens økonomi frem til netop 2023.

Læs også Bent Nyegaard om TTH-skilsmisse: - Det er ikke overraskende

- For TTH Holstebros fremtid har opbakningen fra CLUB 2023 sponsorerne helt afgørende betydning for det nye set-up som herreklub. Opbakningen viser en stor lokal og regional tro på klubbens strategi. Vi er meget stolte over tilliden til det nye TTH, og sammen med spillere og trænere vil klubben arbejde benhårdt for at opnå nye TTH-triumfer i fremtiden, siger TTH-direktør John Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Helt konkret går planen ud på, at TTH Holstebro hvert år de næste tre år modtager et millionbeløb, som giver klubben fundament til at tænke langsigtet og fortsætte udviklingen på banen.

”Vi er økonomisk ikke i mål endnu”

Økonomiske udfordringer under coronakrisen betød tidligere i år, at TTH Holstebro og moderklubben HH90 besluttede, at ligaholdet på kvindesiden fremover skulle skilles fra herresiden, så den side fremover kommer til at hedde Holstebro Håndbold.

Nu er det målsætningen i TTH Holstebro – efter den økonomiske indsprøjtning – at fastholde klubbens position på den danske håndboldscene.

Til det er håbet, at flere partnere melder sig i fællesskabet.

- De nye Club 2023-partnerskaber giver os et stærkere økonomisk fundament og et bedre udgangspunkt for at nå sæsonens omsætning. Vi er økonomisk ikke i mål endnu. Det er er fortsat nødvendigt at få flere og stærkere partnere med i klubbens netværk omkring tophåndbolden i Nordvestjylland. Med CLUB 2023 har vi fået en meget flot start, siger John Mikkelsen.

Læs også Direktør og klubnavn på plads - nu er Holstebro Håndbold på jagt efter penge

De 26 partnere, der er gået sammen i Club 2023-samarbejdet er således:

VW Holstebro, Gråkjær, Actona Company, ID Identity, Vestjysk Bank, Kastrup A/S, Struer Fysioterapi, Krøyer Pedersen, Grisehandler Jesper Madsen, Royal Unibrew, LINDS, Østermark Entreprenørforretning, Gaardhøje, Sortberg Hansen, Vognmand Erik Skræddergaard, Sportspharma, Nørre Vosborg, Advokatfirma Smith Knudsen, Jespers Planteskole, XL Roslev, Beierholm, Jens Jensen, IT Relation, Musikteatret Holstebro og Ringkjøbing Landbobank.

Slutstilling fastfrosset

Coronakrisen satte sine tydelige spor på håndboldligaerne i Danmark.

For da virussen havde gjort sit indtog, var det ikke længere muligt på forsvarlig vis at afvikle håndboldkampe.

Derfor besluttede Dansk Håndbold Forbund den 7. april at fastfryse stillingen, som den så ud, og afslutte sæsonen.

Det betød, at TTH Holstebros herrehold vandt bronze, mens kvindeholdet blev nummer 11 og sikrede sig en sæson mere i landet bedste selskab.