Nyvalgt gruppeformand får ros fra politisk modstander

Socialdemokraten Annette Lind har kendt venstremanden Thomas Danielsen igennem flere år. Hun kalder ham et 'frisk valg' til posten som ny gruppeformand i Venstre.

3:28
For den 38-årige Venstre-mand, Thomas Danielsen, kulminerede den politiske karriere i dag.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Tirsdag kunne venstremanden Thomas Danielsen fra Holstebro træde ind i de helt fine rækker i sit parti med udnævnelsen til gruppeformand i partiets folketingsgruppe. 

Men udnævnelsen vækker ikke kun rosende ord hos Venstres folketingsmedlemmer, der gav utvetydig opbakning til den 38-årige vestjyde. 

Også Socialdemokraten Annette Lind, der som Thomas Danielsen er valgt i Vestjyllands storkreds, er klar til at rose venstremanden. 

- Det er altid godt at have vestjyder på de ledende poster i et parti, siger hun med et smil.

Annette Lind (S) har siddet i Folketinget siden 2011, hvor Thomas Danielsen også blev valgt ind.
Annette Lind (S) har siddet i Folketinget siden 2011, hvor Thomas Danielsen også blev valgt ind.
Foto: Lasse Hagelund Uttrup TV MIDTVEST

Sammen med Thomas Danielsen har hun siddet i Folketinget siden 2011, hvor de begge blev valgt for første gang. 

- Vi har kæmpet om mange af de samme ting, siger hun og henviser blandt andet til deres fælles fodslag i kampen om en motorvej til Holstebro.

Men det er langt fra alt, de to vestjyder kan enes om, lyder det fra Annette Lind, der blandt andet nævner minksagen som eksempel på uenighed, hvor Thomas Danielsen flere gang har ytret sig som stor modstander af regeringens håndtering. 

Annette Lind lægger heller ikke skjul på, at hun kalder det for et 'frisk valg', at Thomas Danielsen nu træder ind i Venstres partitop. 

- Han er kendt for at gå imod både partiets linje og formanden. 

- Det skal de (partiet, red.) nok få nogle kampe, spår hun.

Flere sager bag sig

Senest har Thomas Danielsen gjort sig bemærket i et interview med Politiken, hvor han flere måneder før minkkommissionens beretning er færdig har tilkendegivet, at han mener, at der er grundlag for en rigsretssag mod regeringen.

Den udlægning var politisk ordfører Sophie Løhde (V) langt fra enig i. 

- I Venstre vil vi ikke foregribe, hvad kommissionen kommer frem til, og hvad den efterfølgende måtte give anledning til, herunder i forhold til rigsret. Det tager vi stilling til, når kommissionen har færdiggjort sit arbejde, lød det i en skriftlig kommentar til Politiken fra partifællen. 

Spoler man tiden længere tilbage, har den vestjyske politiker også gjort sig bemærket, da han ved valget til Holstebro Byråd i 2005  bogstavlig talt sad på pæle for at komme først med valgplakaterne. 

-  For at være Danmarks først måtte vi jo finde på lidt alternativt, lød det den dengang fra den 22-årige byrådskandidat.

Ved byrådsvalget i 2005 fik Thomas Danielsen lov til at komme op som den første, da frivillige sad på pæle med hans anssigt.
Ved byrådsvalget i 2005 fik Thomas Danielsen lov til at komme op som den første, da frivillige sad på pæle med hans anssigt.
Foto: TV MIDTVEST

Ved samme valg delte han også ølbilletter ud til de studerende for at score deres opbakning. 

- Vi er to vidt forskellige politikere. Thomas har altid haft store armbevægelser, forklarer Annette Lind. 

Skal samle partiet

Ifølge socialdemokraten står hendes politiske ven over for noget af en udfordring. 

Siden folketingsvalget i 2019 har partiet ifølge flere målinger sagt farvel til et hav af stemmer, mens flere prominent folketingspolitikere som Kristian Jensen og Inger Støjberg har sagt farvel til Christiansborg eller partiet. 

- Han får en kæmpe opgave. Han har tidligere spillet fløjkrig. Nu skal han samle partiet, siger Annette Lind.

Selv regner Annette Lind dog ikke med, at Thomas Danielsen titel som gruppeformand får den stor betydning for hendes samarbejde med ham. 

- Thomas Danielsen og jeg har sådan set kunne arbejde meget fornuftigt sammen om de vestjyske ting, pointerer hun.