Nyt uddannelsesforløb skal løse stort problem – elev mærker mere glæde

Man kan nu blive uddannet SOSU-hjælper på en helt ny måde i et samarbejde mellem Kær.dk og uddannelsen i Herning.

Olesja Vasyutina er en af dem, der går på den nye uddannelse.
Olesja Vasyutina er en af dem, der går på den nye uddannelse.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Olesja Vasyutina fra Thyholm er glad. Hun kan både være i mesterlære og forsørge sine fire børn. Det er kun noget, der kan lade sig gøre, fordi plejevirksomheden Kær.dk fra Holstebro og social- og sundhedsskolen i Herning har indgået et samarbejde.

Det samarbejde betyder nemlig, at Olesja Vasyutina både arbejder og får en uddannelse på samme tid.

- Jeg er meget glad for, at jeg startet på uddannelsen, hvor jeg bliver uddannet SOSU-hjælper. Det, uddannelsen giver mig, er, at jeg kan være lidt mere psykisk glad. Det er et rigtig godt tilbud, og jeg er meget glad for det, forklarer hun.

Olesja Vasyutina er en del af det uddannelsesforløb, som Kær.dk og social- og sundhedsskolen i Herning har startet.

Forløbet betyder, at Kær.dk ansætter eleverne på 37 timer om ugen på en kontrakt i to år, og så bruger eleverne den halve tid på uddannelse og den anden halve time på praktisk arbejde for Kær.dk.

- Det betyder, at der er god økonomi til min familie. Når vi har børnene, er det ikke nemt at betale for det hele, siger Olesja Vasyutina.

Mangel på plejepersonale

Olesja Vasyutina er blandt de første 17 elever, der går på det samlede uddannelsesforløb, men hun bliver langt fra den sidste.

Der er stor mangel på plejepersonalet i hele landsdelen, og da plejeselskabet Kær.dk samtidig har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft til at løse alle arbejdsopgaverne, slog de sig sammen med social- og sundhedsskolen i Herning.

- Vi mangler personale ligesom alle andre, og vi vil gerne rekruttere dem, der brænder for det. Det er voksne kvinder, som er kommet ind på faget, har taget et nyt skridt i deres liv og fundet ud af, at det her faktisk er lige dem. Men de har ikke råd til at gå på SU eller lysten til at sidde på skolebænken sammen med nogle, der er 20 år yngre end dem selv, siger direktøren hos Kær.dk, Dorthe Lund.

Dorthe Lund lægger vægt på, at samarbejdet giver virksomheden mulighed for at vise eleverne, at de tror på dem, og at de efterfølgende har stabil arbejdskraft.

De elever i mesterlære, som Kær.dk financierer, yder privat pleje i Holstebro, Skive og Lemvig.

Håber på fast løsning

For social- og sundhedsskolen i Herning er det en helt ny måde at få elever på.

- På den her måde tror jeg, at vi rekrutterer nogle elever, som vi nødvendigvis ikke ville nå ud til eller give mulighed for uddannelse, hvis vi kun tilbyder et ordinært grundforløb som indgang til uddannelserne, siger Rhina Høj Eriksen. Hun er afdelingsleder på uddannelsen.

På denne måde får eleverne i mesterlære mulighed for at tage en alternativ vej frem til hovedforløbet på uddannelsen, men de arbejder stadig med de samme kompetencemål og kommer frem til dem på samme måde.

Samarbejdet bringer glæde hos alle tre parter – eleverne, uddannelsen og Kær.dk.

Det er første år, uddannelsen er konstrueret på denne måned. Hos Kær.dk er de sikre på, at der også fremover bliver stor tilslutning.

- Jeg håber, at det ender med, at vi kører et fast rul hvert halve år med nye elever, og at det bliver et godt samarbejde med jobcentre og med ufaglærte, som søger til os. Vi får mange ansøgninger hver dag, og kan vi se en mulighed og ønsker at investere i deres fremtid, vil vi gerne have dem med på næste hold, siger Dorthe Lund.

De 17 elever, der begyndte på uddannelsen i mandags, er færdiguddannede i oktober 2021.

2:16
Der er mangel på plejepersonalet i hele landsdelen. Og hos det private plejeselskab Kær.dk i Holstebro har de svært ved at få kvalificeret arbejdskraft