Nyt samarbejde skal få de største musicals til Holstebro

Musikteateret i Holstebro er gået sammen med Vejle Musikteater og et produktionsselskab i et nyt samarbejde om Danmarks største musical oplevelser.

Første forestilling i det nye samarbejde bliver musicallen Elsk mig i nat, der får premiere i foråret 2022.
Første forestilling i det nye samarbejde bliver musicallen Elsk mig i nat, der får premiere i foråret 2022.
Foto: Have

Planerne er store og ambitionerne høje i et nyt partnerskab i musicalbranchen.

 Produktionsselskabet One and Only Musicals har i dag offentliggjort et nyt samarbejde med musikteatrene i Holstebro og Vejle. Samarbejdet hedder Danmarks største musical oplevelser.

- Vi har aldrig haft noget af den her kaliber tidligere. Vi skal sammen med Vejle Musikteater og One and Only Musicals præsentere de største musicals, der findes i Danmark. Planen er, at vi skal lave 15 forestillinger i Holstebro to gange om året, siger Musikteateret i Holstebros direktør, Anders Jørgensen.

Samarbejdet løber i første omgang i tre år, og alle musicalopsætninger skal opføres i både Holstebro, Vejle og København.

- Der er så mange gode aspekter i det samarbejde, vi har udviklet rammerne for igennem de sidste måneder. Det bliver en fælles platform for lancering og markedsføring og endelig et udvidet samarbejde omkring talentudvikling i Vejle, Holstebro og Frederiksberg. Det forventer vi os rigtig meget af, siger Anders Jørgensen.

Første fælles forestilling bliver Elsk mig i nat, der får premiere i Holstebro den 24. april 2022. Musikteateret i Holstebro har 1.200 sæder i deres største sal og håber at kunne sælge 20.000 billetter til hver musicalproduktion.

- Vi tror vi kan komme til at tiltrække folk helt fra Skagen til Holstebro, og det er både til glæde for os, men også for byens restauranter og hoteller. Vi håber, det bliver en generator for vækst i byen, siger direktøren.

Produktionsselskabet One and Only Musicals har tidligere stået bag opsætningen af Dirty Dancing, Den eneste Ene og Grease.