Nyt job til målmandslegende

Michael Bruun skal fra 1. juli træne de unge danske målmandstalenter.

040313_Michael_Bruun.jpg

Den tidligere landsholds og Team Tvis Holstebro-målmand Michael Bruun har fået nyt job.

43-årige Michael Bruun begynder den 1. juli i en nyoprettet stilling i Dansk Håndbold Forbund som ansvarlig for talentudviklingen på målmandssiden.

- Allerede som aktiv viste Michael Bruun et stort engagement i forhold til træningen af målmænd, og det er de kompetencer, han gennem årene har suget til sig, vi nu får glæde af i arbejdet med at udvikle vores mange talentfulde unge keepere, siger DHFs sportschef Ulrik Wilbek.

Michael Bruun nåede selv 83 landskampe og var blandt andet med til at vinde EM-bronze i 2002. Han spillede 329 kampe for Team Tvis Holstebro/Tvis KFUM, men spillede også ligakampe for Mors-Thy og Bjerringbro FH.

Michael Bruun stoppede karrieren i 2012 og har siden været assistent- og målmandstræner i Team Tvis Holstebro. Klubben har imidlertid ønsket at prøve en anden assistent-træner og har derfor ansat Søren R. Hansen fra næste sæson.