To smittede farme trækker 17 flere med

Minkfarmene ligger tæt i Holstebro. Minkene skal slås ned på 19 nye farme.

I alt 19 nye farme i Holstebro Kommune skal have aflivet sine mink på grund af corona. (Arkivbillede)
I alt 19 nye farme i Holstebro Kommune skal have aflivet sine mink på grund af corona. (Arkivbillede)
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Tirsdag er der konstateret coronavirus på yderligere to minkfarme i Holstebro Kommune.

Farmene ligger med 1,5 kilometers afstand på Falsigvej og Struer Landevej. Smitten på de to farme betyder, at 17 andre minkavlere også skal forberede sig på, at deres dyr skal aflives. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Det er lige så håbløst, som vi havde frygtet. Hele området bliver lagt ned, hvis myndighederne fastholder denne strategi, siger Birger Primdahl, der er formand for Holstebro Minkfodercentral, til Dagbladet Holstebro-Struer.

Tidligere i dag offentliggjorde Fødevarestyrelsen de nye tal for smittede minkfarme. Ud over de to i Holstebro kommune er der det seneste døgn også konstateret corona på farme i Lemvig og Ringkøbing-Skjern.

Den smittede minkfarm på Falsigvej ejes af brødrene Sven og Peter Støvring. De mener, myndighederne har arbejdet for langsomt, siden deres farm kom under mistanke onsdag i sidste uge. 

- Først mandag kom myndighederne og tog prøver, så vi har først fået svar seks dage efter mistanken. Det er rystende, at de er så langsomme, hvis de vil have smitten stoppet. Og endnu ved vi ikke, hvor de kommer og slår dyrene ned, siger Peter Støvring til Dagbladet Holstebro-Struer.

Udover de to bekræftede tilfælde er en tredje minkfarm på Sørvadvej mistænkt for også at være ramt. Hvis det er tilfældet, er der endnu 13 minkfarme, som skal aflive alle dyr.