Nye anholdelser i tæskeholdssag

To unge mænd er anholdt og sigtet for afpresning i tæskeholdssagen fra Ulfborg.

Politi.dk logo_0.jpg

I sidste uge blev en 22-årig ung mand anholdt og varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Nu er yderligere to unge mænd fra Ulfborg-området anholdt.

De er sigtet for at have været en del af det tæskehold, der torsdag i sidste uge overfaldt og truede en lokal mand fra Ulfborg.

Tæsket med bat

Politiet har endnu ikke et klart overblik over, præcis hvor mange personer, tæskeholdet bestod af. Men sikkert er det, at den unge mand, der blev overfaldet, har skader, der stemmer overens med hans forklaring om, at han blev opsøgt på sit hjem i Ulfborg og overfaldet.

- Den forurettede blev slået med et aluminiums-bat, men han får afværget og bliver mest slået på armen. Men tæskeholdet slår ham også med både flad og knyttet hånd i ansigtet, forklarede Lillian Jensen fra Lokalpolitiet i Holstebro i sidste uge til TV MIDTVEST.

Lukkede døre

De to anholdte er henholdsvis 18 og 22 år, og de bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro. Sagen bliver afholdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.