Ny TTH-direktør: Et job, jeg bare ikke kunne sige nej til

For den nye mand i spidsen for Team Tvis Holstebro, John Mikkelsen, er direktørstillingen lidt af et drømmejob.

John Mikkelsen
Foto: Team Tvis Holstebro

Team Tvis Holstebro meldte i dag ud, at klubben har fyret administrerende direktør, Emil Bjørnø. Den nye mand på posten, John Mikkelsen, er en gammel kending i klubben. Han er klubrekordholder i TTH, har spillet 404 kampe i klubben og har tidligere været ansat som sportschef i klubben.

- Jeg er jo vild med sport og har en særlig passion for håndbold. Så for mig var det et job, jeg bare ikke kunne sige nej til. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med en god administration og dygtige frivillige og til at udvikle TTH til et sportsligt og oplevelsesmæssigt fyrtårn i Vestjylland, siger den nye administrerende direktør, John Mikkelsen til TV MIDTVEST.

John Mikkelsen har de seneste knap ti år været ansat som elitekoordinator i Holstebro Kommune og har haft ansvaret for etableringen og udviklingen af kommunens elite- og talentsatsning. Netop det område får han nu mulighed for at udvikle yderligere.

- Det er ikke mere end 14 dage siden, at klubben kom med en ny talentplan, som gør, at vi skal være et regionalt og lokalt center for nye talenter og værne om vores nuværende talenter i endnu højere grad. Vi skal have udviklet dem til at være en del af vores ligatrupper, og det er et af de projekter som vi nu skal se, om vi kan få startet godt op, siger John Mikkelsen.

Opgaven med talentudviklingen er ekstra vigtig på dameholdet, der næste år skal spare en million kroner. Den udfordring bliver en af de væsentligste for den nye direktør.

- Man har jo lavet en 2020-plan for dameholdet, og den går ud på, at man i løbet af fire år skal tilbage og true top-4. Derfor handler det om at blive ved med at udvikle miljøet herude, så vi kan blive ved med at være med på et så højt niveau som muligt, vel vidende at nogle konkurrenter har en bedre økonomi end vi har, siger John Mikkelsen.